Vejr

Smukt skyfænomen har været synligt de seneste dage - og kan være det igen i aften

Lysende natskyer ved Haslev sent mandag aften  Sanne Veng Secher Christensen / Seerfoto

Det smukke sommerfænomen har været tydeligt de seneste aftener, og tirsdag aften klarer det op igen.

I juni og juli måned er vi i Danmark ofte heldige med at kunne se lysende natskyer. Det har vi været i år, hvor TV 2 Vejret flere gange har modtaget flotte billeder af den oplyste nattehimmel.

For præcis en måned siden modtag TV 2 Vejret også mange billeder af de højthængende skyer, som er mellem 70 og 90 kilometer over vores hoveder.

Lysende natskyer over Næstved sent søndag aften.

Skyerne lyser naturligvis ikke, men det ser sådan ud, fordi de belyses af solen, som står under horisonten.

Lysende natskyer er tydelige kort før midnat

Når der er lysende natskyer - og de ikke er skjult af lavere skyer - ses de bedst en time til to efter solnedgang.

Lysende natskyer fotograferet over Skals nær Viborg

Om natten, en til to timer før solopgang, er de lysende natskyer igen meget fotogene.

Faktisk er der på dette tidspunkt som oftest færre lave skyer, så der er det endnu bedre at fotografere det flotte fænomen.

De fleste sover dog tungt på dette tidspunkt, så de smukke skyer bliver fotograferet mindre midt på natten.

Lysende natskyer set fra Bagsværd

De samme lysende natskyer kan ses fra hele landet

De lysende natskyer, man ser forskellige steder i Danmark, er ofte de samme skyer fra lidt forkellige vinkler. Hvis man fra Tønder ser mod nord, cirka 25 grader over horisonten, kan man eksempelvis se på de samme lysende natskyer, som skagboen, der kigger mod syd i samme vinkel.

 Lysende natskyer har de seneste nætter  været synlige mange steder i Europa. Her fotograferet over Ungarn søndag aften.

De forholdsvis mange lave skyer, der er over Danmark i øjeblikket, trækker dels væk og går dels i opløsning. Med lidt held kan man fotografere smukke lysende natskyer igen i aften.