Vejr

Stormstødene er begyndt - nu stiger vandstanden usædvanligt meget for årstiden

Bølger og blæst i Limfjorden mandag 6. juli. Mette Tønning / Seerfoto

Vandstanden ved Nordkysten og i nordvendte fjorde stiger til knap en meter over normalniveauet i aften og nat.

Hvis kanoen, kajakken eller surfbrættet ligger tæt ved vandet, så kan det sejle væk i nat.

Roskilde Fjord, Isefjorden og Odense Fjord vil i nat få forhøjet vandstand på cirka 90 centimeter. Det betyder, at vandet breder sig både langt og højt ved sommerhuse nær fjordene, og at strandlegetøjet altså kan forsvinde.

Ligesom den usædvanligt hårde sommerblæst, som vi i øjeblikket oplever, er vandstandsstigninger nær en meter over dagligt vande også meget usædvanlige i sommermånederne.

I Hornbæk ventes den maksimale vandstand på cirka 90 centimeter over det normale omkring klokken 22. København og Holbæk kulminerer omkring midnat med henholdsvis 80 og 90 centimeter.

I Roskilde Fjord stiger vandstanden i løbet af natten, og kulminerer først omkring klokken fem.

Stormstød i Hirtshals to dage i træk

Søndag blev der målt stormstød tre steder i Nordjylland, og igen i dag stormer det i det Nordjyske. Hirtshals målte til middag 25,6 meter per sekund.

Vinden ventes at kulminere senere på dagen. Og muligvis får vi det kraftigste vindstød i juli siden 2011, hvis det i disse dage når over 27 meter per sekund.

Observationer fra Hirtshals. Vindstød på 25, 6 meter per sekund. Stormstyrke begynder ved 24,5 meter per sekund.

Tirsdag skulle vinden dog aftage, og vandstanden falder betydeligt alle steder.