Vejr

Danmark drukner i regn - over en halv måneds nedbør på to døgn

Regn ved Silkeborg 4. juli 2020. Anja Knappe  / Seerfoto

Nogle steder har det regnet i næsten to døgn - mens andre er sluppet næsten tørskoet gennem regnen.

Regnen har de seneste døgn silet ned over Danmark og givet os en ualmindeligt våd start på juli.

Flere steder i landet har man siden fredag morgen fået, hvad der svarer til en halv måneds normal nedbør.

Mest har regnen silet ned i Sønderjylland, hvor der ved både Kliplev og Rangstrup er faldet 47,1 millimeter på to døgn.

Det svarer til 70 procent af den normale nedbør for hele juli.

I juli falder der normalt 66 millimeter på landsplan.

Især over den sydlige del af landet var lørdagens regnvejr stort set uden ophold.

Ved Store Jyndevad i Sønderjylland regnede det uafbrudt i seks timer og 50 minutter fra lørdag formiddag og frem til tidligt lørdag aften.

Ikke alle steder i landet faldt der lige meget regn. Gedser på sydspidsen af Falster gik stort set uden om det langvarige regnvejr. Her faldt der blot 5,3 millimeter.

På landsplan er der de seneste to døgn faldet 24,8 millimeter, og således er der i de første dage af juli allerede nu faldet 28,1 millimeter på landsplan.