Vejr

Vintervejr med sne og rekordkulde har ramt Norge

40 cm sne ved Fonna Glacier Resort øst for Bergen 3. juli 2020. Fonna Glacier Resort / Visitfonna

I de norske fjelde er der faldet op til 40 centimeter sne, og lørdag morgen stod man op til den koldeste julimorgen i mere end 50 år.

Er man en af de mange danskere, der er taget til Norge på sin sommerferie, kan man de seneste dage være blevet overrasket af vintervejr.

Norge oplever lige nu usædvanligt koldt sommervejr, der flere steder har givet frostvejr, og i fjeldene er der faldet sne.

Vintervejret ramte især fjeldene i den sydlige del af Norge, hvor der fredag var temperaturer lige omkring frysepunktet og sne faldt ned til blot 600 meters højde. Ved flere fjeldovergange lå der så meget sne, at de norske myndigheder advarede mod at køre i fjeldene med sommerdæk.

I Geiranger i det vestlige Norge måtte en fjeldovergang fredag lukkes på grund af snevejret.

Vintervejr ved Midtlæger i den sydlige del af Hardangerviddaen 3. juli 2020.

40 centimeter sne i de højeste fjeldområder

I de højestliggende fjeldområder i det sydvestlige Norge faldt der stedvis mere end 30 centimeter sne i løbet af fredagen.

Ved skisportsstedet Fonna Glacier Resort øst for Bergen var der sent fredag faldet hele 40 centimeter sne, og lørdag morgen kunne man her åbne for skiløb i den nyfaldne sne.

- De 40 centimeter nysne, vi fik i går, er helt usædvanligt for årstiden, siger Michael Iversen, der er bestyrer af skisportsstedet ved Norges tredjestørste gletscher, Folgefonna.

- Lige nu ligger der omkring seks meter sne på gletscheren. Det er ligeså meget, som vi havde omkring påske sidste år, siger Michael Iversen.

Fonna Glacier Resort ligger fra 1200 meter ved foden af gletscheren og op til 1500 meter, og der kan stås på ski hele sommeren.

Skiløb ved Fonna Glacier Resort lørdag morgen i 40 centimeter nysne.

Laveste julitemperatur i over 50 år

Mange steder i Norge og selv helt ned i dalene stod man lørdag morgen op til frostvejr, der stedvis var med kuldegrader, der sjældent ses i juli.

Absolut koldest var det norske fjeldområde Jotunheimen. Her blev der lørdag morgen målt -7,2 grader ved Sognefjellet, der ligger i 1413 meters højde.

Det er den laveste temperatur målt i den ellers kuldevante norske region Innlandet i juli måned, og samtidig er det den laveste temperatur målt noget sted i Norge siden 1960'erne.

Den absolutte norske kulderekord for juli lyder på -8,3 grader målt i Fannaråken i 1951.

Også i de kommende dage kan der forventes vintervejr i de norske fjelde.

De lavtryk, der skal passere Danmark med regn, vil i Norge kunne give sne ned til 700 meters højde.