Vejr

Lyn er Indiens største vejrdræber – 83 omkommet i et enkelt uvejr

Uvejret fanget torsdag over Kolkata i det nordøstlige Indien. Da uvejret lagde sig, var over 80 mennesker dræbt af lyn.   Piyal Adhikary/EPA/Ritzau Scanpix

Særligt landbrugsarbejdere i det åbne land er udsat, når omfattende lynnedslag går hen over landet.

I Indien lever man med mange af naturens mægtigste kræfter. Der er monsun, oversvømmelser og tyfoner. Torsdag gik endnu et dødbringende uvejr hen over delstaten Bihar i det østlige Indien. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Da uvejret klarede op, havde lyn dræbt mindst 83 mennesker. Mindst 10 andre er indlagt.

Langt de fleste af de omkomne var landbrugsarbejdere, der var i marken, da uvejret ramte.

Selvom der er mange farlige vejrfænomener i Indien, er lyn det farligste.

Ifølge The Hindu viser en opgørelse, at der omkom 264 i lynulykker i perioden fra februar til midten af maj.

Sidste år døde 299 i lynulykker alene i april og maj. Antallet af årlige dødsfald løber op i tusinder.

En fire år gammel opgørelse viser, at godt 38 procent af de naturkræftsrelaterede dødsfald i Indien skyldes lyn. Godt 15 procent skyldes varme- og solstik, mens knap 9 procent skyldes oversvømmelser.

Monsunregnen har udløst oversvømmelser. Billedet her er taget torsdag i Assam i det nordøstlige Indien.

Mængden af lyn øges under monsunen i juni og frem til september, og dermed vokser dødstallet for lynulykker også.

Monsunen opstår, når solen varmer luften op inde over fastlandet. Det får luften til at stige til vejrs, så der suges fugtig luft ind ude fra havet.

Himalayabjergene tvinger havluften til vejrs, og det udløser nærmest ufattelige mængder regn og tordenvejr.

Arbejdere i landbruget er særligt udsatte for lynulykker. Billedet viser en bedende risbonde i sin mark i Guwahati i det nordøstlige Indien i sidste uge.

Det enkelte lyn kan være helt op mod 30.000 grader varmt, hvilket er næsten seks gange varmere end solens overflade.

- Lyn er i virkeligheden en slags kæmpe gnister, som udligner de enorme spændingsforskelle, der kan opstå omkring en bygesky, forklarer meteorolog ved TV 2 Vejret, Sebastian Pelt.

Den ekstremt pludselige opvarmning udvider luften omkring lynet, og den chokbølge hører man som tordenbraget.

Omkuld eller ihjel

Lynets farlighed afhænger af dets styrke, og om hvor meget af den elektriske ladning der går gennem kroppen.

Får man hele ladningen gennem sig, skal man være heldig for at overleve. I den modsatte ende af skalaen kan man slippe med blot at blive slået omkuld.

I Danmark dræbes mindre end en person i gennemsnit om året af lynnedslag.

Ifølge Weather.com står det nordøstlige Indien samt de tilstødende områder i Bangladesh til mellem 250 og helt op til 500 millimeter regn den kommende weekend. Dermed må der også forventes flere lyn.

Til sammenligning falder omkring 750 millimeter i Danmark – om året.