Vejr

Se billederne: Sjældent syn af solen

Den delvise solformørkelse kunne blandt andet ses i New Delhi.  Jewel Samad / Ritzau Scanpix

Søndag kunne man se en ringformet solformørkelse visse steder på jorden. I Danmark må vi væbne os lidt med tålmodighed, før vi kan se noget lignende.

På trods af coronavirussen stimlede folk i blandt andet New Delhi, Jerusalem og Kairo sammen søndag for at se en sjælden solformørkelse - iført særlige solformørkelsesbriller og mundbind for fleres vedkommende.

Her kunne man nemlig opleve en såkaldt ringformet solformørkelse i 14 lande i Asien og Afrika.

Den type solformørkelse sker cirka en gang om året, men for de enkelte lande går der mange år imellem, at det sker.

En solformørkelse opstår, når månen står lige mellem solen og jorden, og den vil kun kunne ses på en lille "stribe" af jordens overflade.

- En delvis solformørkelse, som den ringformerede, sker, når månen ikke er helt tæt nok på jorden til at skygge for hele solen, forklarer meteorolog ved TV 2 Vejret Sebastian Pelt.

På engelsk kaldes denne solformørkelse 'Ring of fire', ringen af ild, fordi den lige akkurat ikke skygger for den yderste del af solen. Billedet er fra Taiwan.

Her kan du opleve næste solformørkelse

Fakta om solformørkelse

Både en total og delvis solformørkelse kan opleves cirka en gang om året et eller andet sted på jorden.

En solformørkelse tager omkring 1-3 minutter.

Den næste totale solformørkelse kan opleves 14. december i dele af Argentina og Chile.

Den næste totale solformørkelse i Europa kan opleves 12. august 2026 i dele af Sydeuropa.

Samme dag kan en delvis solformørkelse ses i Danmark.

Den næste totale solformørkelse i Danmark sker 25. maj 2142.

Kilde: Meteorolog ved TV 2 Vejret Sebastian Pelt.

I Danmark kan næste delvise solformørkelse ses 12. august 2026.

Hvis man vil opleve en total solformørkelse, er man nok nødt til at pakke tasken og rejse udenlands. For der går rigtig lang tid, før det sker i Danmark.

- Den næste totale solformørkelse i Danmark sker i år 2142, fortæller Sebastian Pelt.

Til gengæld kan man rejse til for eksempel Spanien 12. august 2026 og opleve en fuld solformørkelse.

Du kan se billederne fra søndagens solformørkelse her:

Månen er rykket ind foran solen i forbindelse med solformørkelsen i New Delhi i Indien.
Et sjældent øjeblik fanget i  Budai Township i Taiwan. En fugl er landet på en drageskulptur på et tempel, netop da solformørkelsen rammer landet.
Folk i byen Gandhinagar i Indien var iført masker og særlige solformørkelsesbriller, så de kunne opleve den ringformede solformørkelse.
Den delvise solformørkelse er fotograferet gennem et infrarødt filter på en skyet himmel i Nairobi i Kenya.
På Scopus-bjerget i Jerusalem har folk samlet sig ved en skulptur af solen og månen, hvorfra de ser solformørkelsen.
Den ringformerede solformørkelse set i Cairo
I byen Surabaya i Indonesien fik folk mulighed for at følge solformørkelsen på storskærm under deres bøn i Al Akbar moskéen.
Her ses den delvise solformørkelse i Kairo i Egypten.