Vejr

Badevandspatruljen rykker ud – få daglige badevandstemperaturer fra 88 strande

Mandag starter TV 2 Vejrets badevandspatrulje med daglige målinger af vandtemperaturen langs de danske kyster. Sæsonen varer til 9. august. Richard Sylvestersen / Scanpix Denmark

Mandag starter TV 2 Vejrets badevandspatrulje med daglige målinger.

Sommeren er endnu i sin begyndelse, men den sidste uges mange soltimer og forholdsvis rolige vindforhold har fået vandtemperaturen i de øverste vandlag til at stige.

Som tommelfingerregel opvarmes havvandet med cirka en halv grad om dagen, når solen bager på vandet hele dagen igennem.

Når sommersolen bager, søger flere mod stranden for at få sig en dukkert, og med TV 2 Vejrets badevandspatrulje får du mulighed for at tjekke badevandets temperaturer fra ikke færre end 88 danske strande.

Fakta om badevandet

Første badedag de sidste ti år:

2019: 23. juni (rekord)

2018: 30. juni

2017: Ingen badedage

2016: 21. juli

2015: 4. juli

2014: 7. juli

2013: 13. juli

2012: 25. juli

2011: 11. juli

2010: 3. juli

2009: 30. juni

Fire somre med størst antal badedage:

43 (2006)

42 (2018)

35 (2003)

32 (2014)

Sidste år - i 2019 - havde vi i alt 14 badedage.

Varmeste badevand:

28 grader - målt 25. juli 2018 ved Hestehovedet på Lolland.

Højeste gennemsnitstemperatur for alle strande er 23,3 grader - målt 10. august 1997.

I skolernes sommerferie kan du hver dag få opdaterede badevandstemperaturer fra strandene. Du finder dem både på vores app og hjemmeside fra 22. juni til og med 9. august.

Sommeren 2018 bød på hele 42 badedage - det næsthøjeste antal målt af badevandspatruljen siden 1996.

Ikke alle år byder på badedage

Hver dag går TV 2 Vejrets badevandspatruljes medlemmer ud og måler badevandstemperaturens i én meters dybde på deres strande, hvorefter dagens målinger kort efter kan ses på TV 2 Vejrets app og hjemmeside.

Patruljen består af 34 privatpersoner samt 37 livreddere, der bemander strande for Trygfonden. Derudover bidrager 17 livreddere fra Nordsjællands Livredningstjeneste også med daglige målinger af vandtemperaturen.

Når gennemsnittet af badevandsmålingerne ligger over 19 grader, definerer TV 2 Vejret dagen som en badedag. Det varierer meget fra år til år, hvornår sommerens første badedag indtræffer.

Tre gange på 24 år har badevandet gennem hele sommeren været for koldt til, at vi har fået bare en eneste badedag. Det skete i 1998, 2000 og senest i 2017.

Selvom kalenderen viser sommer, er det langt fra alle dage, der byder på vejr, som lokker folk til stranden for at bade. Tre år siden 1996 har vi ikke haft én eneste badedag.

Gennem 24 år har badevandspatruljen fulgt vandtemperaturerne, og det er tydeligt, at der kan være stor forskel på sommervejret i Danmark fra år til år. Langt de fleste år har vi perioder med badedage, og ser vi på de bedste badeår, er det blevet til mange badedage. Du kan se relevante fakta om det danske badevand i faktaboksen i artiklen.