Vejr

Europæisk satellit på vej med hidtil usete nærbilleder af Solen

Sådan forestiller den europæiske rumfartsorganisation, at Solar Orbiter tager sig ud i kredsløbet rundt om solen.  Handout / Ritzau Scanpix

Solar Orbiter er nået så tæt på Solen, at vi snart kan få hidtil ukendte sider af den store stjerne at se.

Den europæiske rumfartsorganisation ESA er i denne uge ved at tage de tætteste nærbilleder af Solen nogensinde.

Det oplyser ESA på organisationens hjemmeside.

Billederne fra satellitten Solar Orbiter forventes at vise et hidtil uset detaljeret landskab med lange tunger af glødende gas, der slynges rundt i solens magnetfelter.

Billederne skal analyseres og behandles, før de er klar til at blive offentliggjort engang midt i juli.

Og ud over at kunne fascinere vil billederne også kunne give os mere viden om Solsystemets centrum.

Ifølge den danske rumfartsekspert Steen Eiler Jørgensen er der nemlig meget, vi ikke ved om Solen på trods af dens afgørende betydning for os alle sammen.

Derfor er det også vigtigt med en mission som Solar Orbiters.

- Hvis solen ændrer sig bare en lille smule, får det enorme konsekvenser for livet her på Jorden. Solen har heldigvis været helt utrolig stabil de sidste mange millioner år, siger han.

Lav solaktivitet kan få stor betydning

Der har dog været ændringer, som også har kunnet mærkes på Jorden. I 1600- til 1700-tallet dalede Solens aktivitet, og det menes at have udløst en kuldebølge hen over Europa og formentlig også resten af verden.

Themsen frøs til, og svenske soldater kunne krydse bælterne i Danmark til fods.

Solens aktivitet hænger sammen med de solpletter, som blev opdaget af Galileo Galilei, inden kuldebølgen satte ind. Derfor var der heller ikke nogen, der efterfølgende kunne se fænomenet, som var beskrevet i Galileis notesbøger.

Solpletterne var simpelthen forsvundet i en længere årrække.

- Folk kiggede efter dem i årevis, og man begyndte at tro, at Galilei havde taget fejl, men i 1700-tallet begyndte de at dukke op igen, samtidig med det blev lidt varmere, fortæller Steen Eiler Jørgensen.

Solar Orbiter sendes i luften 10. februar 2020.
Godt på vej mod Solen.
Begejstring hos ESA.

Kort afstande

I løbet af det såkaldte perihelium, hvor Solar Orbiters afstand til solen er kortest, vil ESA’s forskere teste ti instrumenter, herunder de seks teleskoper der skal tage de unikke billeder af Solens overflade.

Missionen skal blandt andet gøre os klogere på rummets vejr, altså Solens udladninger af meget energirige partikler, der kan forstyrre kommunikation og navigation og i værste fald beskadige elektronik og kraftværker nede på Jorden.

- Det vælter ud af Solen med en strøm af elektrisk ladede partikler, men vi ved stort set kun, hvordan den her solvind er sammensat, når den er kommet ud til os. Det bliver interessant at se, hvordan solvinden er sammensat tættere på solen, siger Steen Eiler Jørgensen.

Solvindene har også en meget synlig effekt på Jorden, da partiklerne er med til at skabe kraftigt nordlys i de polare egne.

Vinkel og billedstøj

Der er før taget højtopløste billeder af solen, men da disse er taget fra Jorden, forstyrrer atmosfæren billedkvaliteten. Med Solar Orbiter vil der være frit udsyn til det glødende himmellegeme.

Det bliver også muligt at tage billeder af Solens poler, som der ikke er ordentligt udsyn til fra Jorden.

- Alle målinger fra Jorden eller satellitter omkring Jorden kigger sidelæns ind på Solen. Solar Orbiter ændrer baneplan, så vi kan kigge skråt ned på Solens nord- og sydlige halvkugle, siger Steen Eiler Jørgensen.

En del af instrumenterne fra Solar Orbiter kan analysere data på stedet, inden det sendes ned til forskerne hos ESA.

- Hvis det er data, der kan behandles meningsfyldt om bord, sparer man en masse data, der skal sendes ned. Den er jo langt fra Jorden, forklarer Steen Eiler Jørgensen.

Kan ikke tage billeder

Den amerikanske rumfartsorganisation, NASA, har en satellit på vej op, der vil komme tættere på solen end Solar Orbiter.

Den amerikansk satellit har masser af måleudstyr med, men NASA har ikke prioriteret fotoudstyr beregnet til at tage billeder direkte af solen, og dermed bliver ESA’s forventede føring på nærbillederne ikke sat over styr.

Før næste år.

Der vil ESA efter planen kunne levere endnu skarpere billeder.

Solar Orbiters ellipseformede kredsløb vil nemlig passere solen endnu tættere i 2021. Der vil den flyve forbi i en afstand af bare 42 millioner kilometer, hvilket er tættere på Solen end solsystemets inderste planet Merkur.