Vejr

TV 2 VEJRET på tur: I dansk kalkbrud kan man se fortidens havdyr

Danmarks største kalkbrud viser, at det engang for længe siden var langt varmere på vores breddegrader.

Selvom vi oplever sommervarme over hele landet mandag, så er det ingenting sammenlignet med, hvor høje temperaturerne har været for millioner af år siden.

Dengang kunne det let blive over 30 grader - en temperaturforskel som også havde betydning, for hvilke dyr der levede i Danmark på det tidspunkt.

Et af de steder, man kan få konkret bevis på det betydelige varmere klima og de eksotiske dyr, der engang har levet her, er i Faxe på Sydsjælland.

Havdyr overlevede meteor

Her ligger Danmarks største kalkbrud, som stadig er i brug, men også fungerer som et udendørs museum. Midt i kalken gemmer sig nemlig et kæmpestort forstenet koralrev, der kan dateres 63 millioner år tilbage.

Det er blot tre millioner år efter den store masseuddøen foranlediget af et meteornedslag ved Mexico, som blandt andet medførte, at dinosaurerne blev udryddet. Selvom op mod 75 procent af alle arter forsvandt, kunne man stadig finde masser af liv under havoverfladen.

Geolog og museumsinspektør ved Geomuseum Faxe Jesper Milan fortæller:

- For 63 millioner år siden var hele Danmark dækket af hav, og der var et mylder af liv på havbunden. Havdyrene lavede en masse kalkskaller, og når dyrene døde og sank ned, blev alt kalken på havbunden dannet. Og i dag kan man finde fossiler af fortidens dyr i kalken.

Kalk er et robust råstof, og indkapsles det døde dyr i kalken, så bevares det uden at blive yderligere beskadiget i mange millioner år.

I kalkbruddet kan man derfor finde fossiller af havskildpadder, krokodiller eller hajer. Ud fra fossilerne kan man se, at hajerne har været op til seks meter lange, mens krokodillerne var fem meter lange.

I videoen øverst i artiklen kan du se nogle af de fossiler, man kan være heldig at finde i kalkbruddet.

Ingen is-kapper

At der fandtes så eksotiske dyr i Danmark skyldes blandt andet, at klimaet var op til 10 gradere varmere.

- Den globale temperatur var højere, og der var ingen is-kapper ved polerne, så havniveauet var også højere, forklarer Jesper Milan.

Siden har den kontinentalplade, Danmark ligger på, flyttet sig nordpå.