Vejr

De røde marker blomstrer frem i Danmark

Mange steder kan man nyde synet af kornvalmuer netop nu. Jørgen Langager / Privatfoto

Kornvalmuen blomstrer netop nu, og det er et syn, mange har lyst til at forevige.

Sommervarmen har nu i flere dage befundet sig over Danmark, og de kommende dage bliver det endnu varmere og med masser af sol.

Og med den blå himmel som baggrund kan man nyde et særligt naturfænomen netop nu.

Kornvalmuen blomstrer nemlig i fuldt flor, og det har fået mange af TV 2 Vejrets brugere til at sende os billeder af det flotte syn.

"Danmark er så smuk", skriver Karen Bonde fra Nordborg.

En ukrudsplante

Selvom planten med sin stærke røde farve er noget, der får de fleste til at stoppe op, så betragtes den af mange haveejere og landmænd som en ukrudtsplante. Den spreder da også sine frø meget effektivt.

Louise Møller, fagredaktør i Haveselskabet, fortæller:

- Kornvalmuen er en etårig plante, som har travlt i sin korte levetid. Det vigtigste for den er at sikre næste generation, og det gør den ved at blomstre og blive bestøvet. Og herefter skal den sprede de op til 20.000 frø, som den gemmer i sin kapsel på toppen. De bliver båret med vinden og kan komme vidt omkring.

Kornvalmue tiltrækker insekter med den kraftige røde farve

Insekterne elsker den

Selvom valmuen er smuk, overlever den ikke længe i en buket. Den smider lynhurtigt kronbladene, og et tordenskyl eller meget kraftig vind kan også gøre det af med planten.

Valmuer trives godt i sol og på næringsrig jord. Derfor ses de tit i den østlige del af landet. Her er de spottet i Tømmerup i Nordsjælland.

Alligevel er valmuen en robust plante, som kan trives de fleste solrige steder, og som med sin kraftige røde farve tiltrækker mange insekter. Og netop farven gør formentlig også, at mange fascineres af planten, mener Louise Møller:

- Både farven men også mængden af valmuer på ét sted kan være utrolig flot. Mange bliver overrasket over, hvad naturen kan, for valmuer er sjældent planlagt. De sår jo sig selv, og det ser fantastisk ud.

Valmuens farve drager både insekter og mennesker.