Vejr

Tordenbyger og risiko for skybrud

Tordenvejret kommer ind over grænsen fra Tyskland. Lars Petersen / Seerbillede

Tordenbyger og muligvis skybrud venter i løbet af dagen, men det er umuligt at sige præcis, hvor de rammer. 

Weekendens første dag byder på uforudsigelige tordenbyger, hvor nogle potentielt kan give skybrud. Der hvor tordenbygerne ikke slår ned, får man lummert og blæsende vejr.

Med en vejrtype som i dag er det svært at sige præcis, hvor tordenbygerne rammer, ud over at risikoen for skybrud vil koncentrere sig om Østjylland, det sydlige Jylland og Fyn.

- Det kan sammenlignes med en gryde med kogende vand. Vi ved, der kommer en boble, men det er meget svært at sige hvor. Her er gryden så på størrelse med Jylland og Fyn, siger meteorolog ved TV 2 Vejret Thomas Mørk.

Tordenbygerne er en følge af ustabil og varm luft, der blæser op over Danmark.

I løbet af natten er der opstået byger over Nordtyskland, og de har kurs mod det sydlige Jylland og dele af Fyn, som kan rammes først på dagen.

Følg vejret her - TV 2 Vejrets nedbørsradar

På TV 2 Vejrets radar kan du hele tiden følge den aktuelle nedbør i Danmark. Radaren viser de seneste timers nedbør og giver et unikt overblik over vejrets vej hen over Danmark. 

Se hvor langt regnen er nået hen over dig

I takt med at temperaturen stiger, vil bygerne fra Tyskland miste pusten, men så vil nye byger bluse op.

Det kan hen over eftermiddagen give stedvis kraftige tordenbyger, der kan blive så intense, at der bliver tale om skybrud med mere end 15 millimeter regn på 30 minutter.

Varmt, fugtigt og blæsende

Selvom det ikke er muligt at forudsige præcis, hvor tordenbygerne rammer, kan det med stor sikkerhed siges, at det er lummervarmt og blæsende.

- Prøver vi at være mere præcise end det, rammer vi med stor sikkerhed forkert, siger Thomas Mørk.

Temperaturen kommer op på mellem 20 og 25 grader, og der kan blive helt op til mellem frisk og hård vind omkring Østersøen.

De kommende dage ser dog rigtig fine ud. Risikoen for byger forsvinder, og det bliver sommervarmt med svage vinde.