Vejr

Weekendvejret bliver bedre og bedre

Grå fredag - sol og byger lørdag - og solrig søndag.

Hele weekenden bliver varm, men især fredag og tidligt lørdag vil skyer genere sommeroplevelsen. Til gengæld får vi derefter 25 graders varme og brug for solcreme.

Prognose fredag klokken 15.

Fredagen er begyndt meget lunt, men trods en meget varm luftmasse over Danmark, begrænses sommeroplevelsen af både skydække og blæst - stedvis lidt regn.

Det er svært at fortælle, præcis hvor bygerne falder. Det kan derfor være en god idé, at se på et radarkort, lige inden man skal ud af døren.

I eftermiddag vil temperaturerne generelt placere sig omkring 20 grader, men de steder, hvor der går huller i skydækket, vil det hurtigt blive noget varmere. Luftfugtigheden er meget høj, så selvom termometrene ikke viser voldsom varme, så føles luften meget lummer.

Lørdag: Sommerdag med tordenbyger

Lørdag begynder ret skyet, men i løbet af dagen vil der komme lange solskinsperioder. På Bornholm må man nøjes med cirka 17 grader, mens resten af landet får 20 til 25 grader.

Prognose lørdag klokken 15.

Nogle vil opleve tørvejr, mens andre får bulder og brag. Tordenbygerne kan lokalt give mange millimeter regn, og der kan også komme stedvise haglbyger.

Søndag: Solrigt

Søndagen byder på tørt vejr til hele landet og masser af sol.

Prognose søndag klokken 15.

Ligesom fredag og lørdag vil det være ret blæsende på Bornholm. Det kolde hav vil igen holde temperaturen under 20 grader på Bornholm og ved østvendte kyster nær Østersøen. I resten af landet vil termometrene vise mellem 20 og 24 grader.

Det smukke sommervejr ser ud til at fortsætte i næste uge. Nogle prognoser har helt tørt vejr de første dage i den nye uge, mens andre har stedvise byger. Til gengæld er prognoserne enige om, at det bliver en smule varmere.