Vejr

Elsker du også at bade? Så bliv en del af TV 2 Vejrets badevandspatrulje

Igen i år tager TV 2 Vejret temperaturen på badevandet langs de danske strande - og du kan være med. Lars Rasborg / Scanpix Denmark

Der er pladser tilbage i TV 2 Vejrets badevandspatrulje – skal du have en af dem?

Gennem 24 år har TV 2 vejret sammen med seere og livreddere holdt øje med badevandstemperaturerne ved de danske kyster og søer gennem skolernes sommerferie.

Det skal vi naturligvis også i 2020 - og du kan være med til at skabe opmærksomhed om netop dit badested.

Badevandet omkring Danmark

Siden 1996 har TV 2 Vejrets badevandspatrulje taget temperaturen på det danske badevand i skolernes sommerferie.

En badedag er defineret som en dag, hvor gennemsnitstemperaturen langs de danske strande er på 19 grader eller derover.

Den højeste gennemsnitstemperatur, der er målt langs de danske kyster, er hele 23,3 grader, hvilket blev målt 10. august 1997 - i den varmeste måned vi har haft i Danmark.

Den højeste badevandstemperatur overhovedet målt er hele 28 grader, hvilket blev målt både 25. og 26. juli 2018 ved Hestehovedet og Bandholm på Lolland.

Den tidligste badedag fik vi 30. juni 2018.

Der er ingen tvivl om, at badevandets temperatur har stor indflydelse på, hvordan oplevelsen af badeturen bliver.

Vinterbadere hopper i, uanset hvor koldt vandet er, men for de fleste bliver badeturen både mere behagelig og længere, når badevandstemperaturen er over 17-18 grader.

Derfor kan en badevandstemperaturmåling være af afgørende betydning for, om man tager afsted - eller hvilken strand man vælger. Derfor vil TV 2 Vejret gerne kunne videregive målinger fra strande fordelt i hele landet.

I varme somre kan vi have badedage, hvor gennemsnitstemperaturen ved de danske strande er over 19 grader.

Heldigvis har TV 2 Vejret allerede mange badeentusiaster, der flittigt - nogle gennem mange år – har været medlem af badevandspatruljen, men desværre er alle strækninger langs de danske kyster ikke dækket lige godt ind.

Enkelte trofaste medlemmer har måttet stoppe, og det giver mulighed for, at nye kan komme til. Det gælder blandt andet for Solrød, Rønne og Spodsbjerg.

Derudover er der områder, hvor der er langt mellem målingerne. I disse områder søger vi efter helt nye og friske badevandsmålere.

  • Klitmøller, Vigsø Bugt
  • Aalborg Bugt – Bisnap Strand
  • Strækningen mellem Hals og Sæby i Nordjylland
  • Strækningen mellem Kolding og Aabenraa (den jyske Lillebælts-kyst)
  • Samsø
  • Anholt
  • Langeland
  • Ærø
  • Sejerøbugten Syd
  • Nekselø Bugt
  • Strækningen fra Korsør til Kalundborg
  • Strækningen fra Korsør til Karrebæksminde
  • Fakse Bugt
  • Stevns
  • Møn
  • Sydkysten af Lolland

Mange danskere bader også i landets store søer, og dem har vi næsten ingen målinger fra. Så bader du i en af dem og ønsker at få den med på kortet, så meld dig til badevandspatruljen.

Selvom kalenderen viser sommer, er det langt fra alle dage, der byder på vejr, som lokker folk til stranden for at bade.

Det er ikke svært at måle badevandstemperaturen

Badevandstemperaturen måles samme sted hver dag i én meters dybde med det udstyr, vi sender til dig. Målingen sendes derefter ind til TV 2 Vejret via en særlig hjemmeside.

Vi sender dig udstyret, så du kan komme i gang samtidig med vores øvrige badevandsmålere 22. juni. Sæsonen følger skolernes sommerferie, og sidste måling bliver derfor 9. august i år.

Der skal måles hver dag - helst klokken 12.

Skulle du selv være forhindret en enkelt dag eller ferieuge, kan du aftale med en, du kender, at de sender ind for dig.

Hvis du har lyst til at blive en del af badevandspatruljen, så skriv en mail til os på vejret@tv2.dk.