Vejr

Imponerende skyformationer da front passerede Danmark

Gustfront passerer Langeland 5. juni 2020. Karen Cortsen-Møller / Seerfoto

En gustfront rullede op over Fyn sent grundlovsdag.

Det var et imponerende syn, man kunne se på aftenhimlen, da en front sent grundlovsdag bevægede sig op over Danmark.

Det var især på Fyn, Langeland og i det sydfynske øhav, man kunne se skyformationerne, der fik mange til at finde kameraet frem og tage billeder af det flotte vejrfænomen.

Der var tale om en gustfront, der blev dannet, da en markant front med regn og stedvis torden fredag aften udviklede sig hen over Lillebælt og det sydfynske øhav, hvorfra den bevægede sig videre op over Fyn.

Radar 5. juni klokken 21.00, hvor gustfronten fra sydvest er på vej op over Fyn.

Gustfrontens markante skyformation blev dannet, da kold luft fra bygelinjens indre strømmede ud mod den varmere luft nord for bygelinjen.

Her løftede den kolde luft som en kile den varmere og fugtige luft til vejrs. Derved kondenserede vanddampen i den, og der blev foran selve fronten dannet denne 'gardinlignende' sky, som hurtigt bevægede sig mod nord.

Gustfront over Langeland 5. juni 2020.

Et gammelt dansk ord for denne type sky er 'dravat', som typisk opstår i forbindelse med meget kraftige tordenbyger med en udtalt gustfront.

Når en dravat passerer, skifter vinden oftest retning, og den kan være meget stødende - deraf navnet 'gustfront'.

Gust betyder vindstød på engelsk.

Der var da også opfriskende vind med relativt kraftige vindstød, da gustfronten passerede fredag aften.

Ovenfor er vindstødene fra Årslev på Fyn, som en aften med rolige vindforhold tiltog til hård vind, da fronten passerede lige før klokken 22.

Herunder kan du se flere flotte billeder af gustfronten, da den passerede sent grundlovsdag.

Gustfronten på vej mod Sydvestfyn 5. juni 2020.
Imponerende skyer ud for Skarø 5. juni 2020
Fronten på vej fanget fra færgen mellem Bøjden og Fynshav 5. juni 2020.
Fronten passerer over Kerteminde 5. juni 2020.
Gustfronten passerer lige hen over Faaborg 5. juni 2020.
Gustfront over Sakskøbing 5. juni 2020