Vejr

Har du også undret dig? Derfor kan regnbuen være rød

En høj rød regnbue fanget en tidlig morgenstund i Nordborg på Als.  Ulla Paulsen / Seerbillede

Når morgen- og aftenhimlen er flottest, kan der være en god grund til at kigge den anden vej, hvis der er regn i luften.

En regnbue er normalt ...ja, regnbuefarvet. Men under de rette omstændigheder kan du være heldig, at regnbuen i stedet er orange eller direkte rød.

Det har været tilfældet et par gange i løbet af den seneste tid.

Senest torsdag, hvor der var kraftig regn hen over landet. Her fotograferede Ulla Paulsen fra Nordborg på Als regnbuen, som du kan se øverst i artiklen, og sendte billedet til TV 2 Vejret, da hun undrede sig over den specielle farve.

- En lidt anderledes regnbue set på vej hjem fra arbejde meget tidligt om morgenen, skrev hun.

Lys og regn

Forklaringen skal findes i fysikkens love, og det er de samme love, der er i spil, når solen står op eller går ned. Og derfor er det også de to ting, der skal gå op i en højere enhed.

Regnbuen bliver med andre ord farvet af det samme røde lys, som også kan farve morgen- og aftenhimlen.

Radar - nedbør i Danmark lige nu

Se radar for nedbør i hele Danmark i form af regn, sne eller slud. Vores online-vejrkort viser, hvordan nedbøren har bevæget sig de seneste tre timer. 

Se vores nedbørsradar her

Grunden til, at vi kun sjældent ser røde regnbuer, er, at de to ting skal falde sammen, og så skal du faktisk kigge væk fra den flotte himmel.

De røde regnbuer vil normalt stå højt på himlen. Det skyldes, at en regnbue i princippet er en fuld cirkel med et midtpunkt præcist modsat solen på en linje gennem din nakke.

Og jo lavere solen står, desto højere står regnbuen. Du vil af samme grund altid have ryggen mod solen, når du kigger på en regnbue.

Billedet her blev taget 21.55. Bemærk hvor højt buen peger op. Det viser, at den får lyset fra en meget lav sol, der ligger stik modsat regnbuens midte i forhold til fotografen.

Det er farvernes bølgelængde, der afgør himlens farve. Når solens hvide lys rammer atmosfæren, spredes det i forskellige farver.

Om dagen har solens stråler en relativt kort vej gennem atmosfæren, og da spredes den kortbølgede blå farve mest, og himlen fremstår blå.

Om aftenen har solens stråler længere, og der er det de langbølgede gule og røde farver, der står tilbage.

Partikler i luften

Støv og vanddamp hjælper med at sprede lyset og forstærker effekten, og derfor er aftenhimlen ofte mere rød end morgenhimlen. Der er simpelthen flere partikler i luften om aftenen.

Med andre ord: Skal du på jagt efter den røde regnbue, kræver det en dag med regn i luften, en flot rød morgen/aftenhimmel, og så skal du stå med ryggen til solen og frit udsyn i den modsatte retning.

Kilde: earthsky.org, atoptics.co.uk, Tanevs vejrbog.