Vejr

Kraftigt regnvejr på vej mod Danmark

I løbet af det næste døgn kan der lokalt falde en måneds regn - og der kan komme kraftige vindstød af stormstyrke.

Det pæne sommervejr er under angreb fra koldere luftmasser fra vest, og slaget skal slås lige over Danmark. Det sker i form af en front, som i løbet af det næste døgn skal passere Danmark fra vest.

Radar - nedbør i Danmark lige nu

Se radar for nedbør i hele Danmark i form af regn, sne eller slud. Vores online-vejrkort viser, hvordan nedbøren har bevæget sig de seneste tre timer og få en prognose for, hvor vejret er på vej hen. 

Se vores nedbørsradar her

I den forbindelse vil der falde store mængder regn, og noget af den regn vil falde på så kort tid, at der er tale om kraftig regn.

Torsdag morgen er der pænt vejr i hele landet, men i dagens løb vil der komme flere skyer i den sydvestlige del af Jylland, og fra midt på eftermiddagen breder et regnvejr sig ind over området fra Nordsøen.

Klokken 18 torsdag vil fronten dække den sydvestlige del af Jylland samt Fyn.

Risiko for kraftig regn

I forbindelse med frontpassagen vil der falde en del regn, som i perioder vil være kraftig. Hvis der falder mere end 24 millimeter regn på højest seks timer, er der tale om kraftig regn, hvilket er overordentligt sandsynligt torsdag. Lokalt kan der endda falde endnu mere på kortere tid.

Torsdag aften klokken 22 har fronten kun bevæget sig langsomt videre mod nordøst. I den nordlige del af Jylland, på store dele af Sjælland, samt på Bornholm vil det fortsat holde tørt. Bemærk, at vinden er tiltaget.

I modsætning til de kraftige byger med skybrud, som ramte Midt- og Vestjylland onsdag, så vil regnen torsdag falde over et større område, men ikke være ligeså intens. I perioder kan der lokalt også optræde torden i fronten - og især i den forbindelse kan der være skybrudsagtig regn.

Klokken 3 natten til fredag befinder fronten sig over den nordlige del af Jylland samt over Sjælland, mens det efterhånden bliver mere opholdsvejr mod sydvest. På Bornholm vil det fortsat være overvejende tørt.

Risikoen for kraftig regn er størst over den syd- og vestlige del af Jylland samt på Fyn og Vestsjælland. Regnen forventes at begynde ud på eftermiddagen i Sydvestjylland, mens det først når den nordøstlige del af landet sent på aftenen eller natten til fredag, men muligvis vil regnvejret have mistet en del af sin oprindelige styrke. På Bornholm vil det formentlig holde tørt til sidst på natten.

Som følge af udsigten til det kraftige regnvejr, har TV 2 Vejret udsendt varsel om kraftig regn.

Der kan falde over 50 millimeter regn - og komme vindstød af stormstyrke

Fronten vil kun langsomt bevæge sig mod øst, og derfor kan det regne længe over de samme områder, hvorved der kan falde store mængder regn.

Her ses en af vejrmodellernes bud på samlede nedbørmængder frem til fredag klokken 11.

Indtil fredag formiddag kan der falde over 50 millimeter regn, hvor der kommer mest. Det betyder, at der lokalt kan falde op mod en måneds regn i løbet af ét døgn. I gennemsnit falder der 55 millimeter i løbet af en normal juni i Danmark, og de mængder kan man stedvis opleve de næste 24 timer.

Prognoserne er dog usikre på de præcise nedbørmængder - ligesom det også er usikkert, hvor der vil falde mest. Torsdag morgen viser prognoserne, at der kan falde mellem 40 og 60 millimeter.

En anden prognoses bud på de totale nedbørmængder indtil fredag klokken 11. I et bånd i det centrale og sydlige Jylland kan der muligvis falde op til 60 millimeter regn.

For at sætte en tyk streg under det barske junivejr, der venter os - så bliver det tilmed også meget blæsende i løbet af dagen.

På forsiden af fronten blæser det op fra øst og sydøst, og i den nordøstlige del af landet kan middelvinden nå kulingstyrke i løbet af dagen og torsdag aften. Derudover bliver vindstødene kraftigere, og der er risiko for, at vindstødene lokalt kan nå stormstyrke. Den kraftigste blæst ventes at berøre dele af Sjælland og den jyske kattegatkyst fra sidst på aftenen og indtil først på natten. Derfor er der også udsendt varsel om risiko for vindstød af stormstyrke.