Vejr

Her kan man blive ramt af kraftige regn- og tordenbyger

Bygerne kan give skybrud visse steder i landet.

Efter to smukke sommerdage i træk, skal vi efterhånden til at vænne os til mere ustabilt vejr.

Radar - nedbør i Danmark lige nu

Se radar for nedbør i hele Danmark i form af regn, sne eller slud. Vores online-vejrkort viser, hvordan nedbøren har bevæget sig de seneste tre timer og få en prognose for, hvor vejret er på vej hen. 

Se vores nedbørsradar her

Det får vi allerede at mærke onsdag, hvor der i dagens løb kan dannes regn- og tordenbyger i dele af landet.

Onsdagen er ellers startet smukt med solskinsvejr og temperaturer, der er hurtigt stigende. Sådan fortsætter det også de næste par timer, men fra sidst på formiddagen vil der begynde at dannes skyer over den vestlige del af Jylland.

Allerede fra middagstid kan der dannes byger over den sydvestlige del af Jylland.

Risiko for skybrud

Skyerne er såkaldte konvektive skyer, som dannes, når varm luft fra overfladen stiger til vejrs i en ustabil atmosfære. Hvis instabiliteten er tilstrækkelig stor - som i dag over de sydvestlige egne - så kan skyerne vokse og blive til egentlige bygeskyer.

Disse bygeskyer kan i dagens løb vokse sig så store, at de kan være med torden og måske hagl. Formentlig vil bygerne være mest intense i et område nord for Esbjerg først på eftermiddagen, og lokalt kan der falde mere end 15 millimeter regn på en halv time, hvilket netop er definitionen på skybrud.

Kraftig regn og skybrud

  • Kraftig regn er, når der falder mere end 24 mm regn over en periode på maximalt seks timer
  • Skybrud er, når der falder mere end 15 mm regn over en periode på maximalt 30 minutter
  • Kraftig regn og i særdeleshed skybrud kan give anledning til oversvømmede kældre, viadukter og andre lavtliggende områder samt risiko for akvaplaning.

Kraftig regn og især skybrud er ofte forårsaget af tordenbyger. Ved at tælle antallet af sekunder imellem lynet og tordenbraget kan du regne dig frem til, hvor langt væk fra dig lynet slog ned.

Bygerne udvikles først på eftermiddagen, hvor de bliver kraftigere, i takt med at temperaturen for alvor stiger.

Hele eftermiddagen kan der dannes nye byger, ligesom de enkelte byger i perioder kan veksle i intensitet. Samlet set kan der falde op til 30 millimeter regn i de mest udsatte områder.

Udsigten til stedvise skybrud har fået TV 2 Vejret til at udsende et varsel for det indtegnede område på kortet, som er gældende fra klokken 13 til 21 i aften.

TV 2 Vejret har udsendt varsel for skybrud gældende fra klokken 13 til 21 onsdag.

I resten af landet vil dagen derimod byde på pænt vejr med solskin det meste af dagen. Det kan dog ikke udelukkes, at byger over det sydlige Sverige kan ramme den nordøstlige del af Sjælland.

Generelt vil temperaturerne nå op mellem 20 og 23 grader, men lokalt kan en sommerdag ikke udelukkes. Muligheden er størst i den sydlige del af Jylland, hvor luften generelt er varmest.

Bygerne ventes at blive mest intense sidst på eftermiddagen, hvor de både kan være med torden og skybrud - og måske også hagl.

Årets første skybrud fik vi 2. maj, hvor der i Græsted faldt 20,0 millimeter på 30 minutter.

Først på aftenen kan der fortsat være byger - men efterhånden bliver de mindre kraftige.