Vejr

Særligt et sted i landet er der chance for årets første sommerdag

Allerede i går trak det fine vejr folk til stranden i Ålbæk. I dag kommer der mindre vind, og vejret kommer dermed til at føles endnu varmere.  Inger Nielsen / Seerbillede

Årets første sommerdag i kalenderen kan også ende som årets første sommerdag for meteorologen.

Anden pinsedag bliver en varm, flot dag med rig mulighed for shorts og sommerkjoler. Vejret kommer til at minde om de foregående dage, men med en afgørende forskel: Det kommer til at blæse mindre og dermed til at føles endnu mere som en ægte sommerdag. Det forklarer meteorolog ved TV 2 Vejret Jens Ringgård Christiansen.

- Dagen kan næsten ikke begynde smukkere. Solskin, næsten ingen skyer og ingen tåge over hele Danmark. Og oven i det næsten ingen vind. Det bliver yderst behageligt at være ude i, siger han.

For at det skal blive en meteorologisk sommerdag, er det imidlertid ikke nok med shorts og solbriller.

En meteorologisk sommerdag kræver, at temperaturen kommer op på 25 grader på en af de officielle målestationer.

Så varmt er det lige nu

Her kan du løbende se de seneste målinger af temperaturen. Klik her og se hvor varmt det er netop hos dig. 

På målestationerne måles temperaturen under stabile forhold i to meters højde.

- Vi ligger lige på grænsen til de 25 grader mandag, så det er absolut en mulighed, at vi kan få årets første officielle sommerdag på årets første sommerdag i kalenderen, siger Jens Ringgård Christiansen.

Sommerdag i sigte

Søndag kom DMI’s målestation på Frederiksberg op 23,5 grader, og prognoserne peger på, at det i hvert fald kan blive en grad varmere i dag, og at det kan blive varmere endnu.

For med de høje temperaturer følger en varm luftmasse hen over Danmark.

Luftmassen bliver gradvist varmere, når solen står som i de seneste dage, og det bliver mere udtalt, jo mere stille luften står. Det vil i dag særligt gælde i Nordjylland, der dermed også bliver kandidat til at komme op på 25 grader.

Særligt Nordjylland kan nå de 25 grader, der kræves for en meteorologisk sommerdag.

Da det bliver en dag, der i den grad lægger op til udendørsaktiviteter, bliver det også en dag, hvor man skal huske solcremen. Dagens UV-indeks kommer op på 6,0, hvilket er højt, og man skal regne med stor risiko for solskoldning, hvis man ikke passer godt på.

Tirsdag bliver endnu en varm dag, og hvis ikke det lykkes at nå de 25 grader i dag, vil det efter al sandsynlighed ske i morgen. Dernæst kommer der koldere og mere vådt vejr.

Sidst på ugen følger mere koldt og regnfuldt vejr.