Vejr

Tirsdag kan blive årets første sommerdag – mulighed for 25 grader

For to år siden var rekordvarmen sat ind allerede i maj. Billedet her er fra 31. maj. I år kan vi få årets første sommerdag på tirsdag.  Vibeke Toft / Ritzau Scanpix

Første hverdag efter pinsen kan blive årets første officielle sommerdag. 

Nu er den første sommerdag dukket op i prognoserne.

Tirsdag i næste uge kan temperaturen runde de påkrævede 25 grader, og det vil i så fald blive årets første officielle sommerdag.

Det er nok, at de 25 grader er målt på bare en af de officielle målestationer i Danmark.

Prognosen skal dog tages med et vis forbehold. For den lyder på mellem 22 og 25 grader, så det kan stadig gå begge veje.

- De næste dage bliver det gradvist en smule varmere, fordi luften står forholdsvis stille og varmes op af den megen sol. Luftmassen er kun lige varm nok, men kombineret med svag vind og godt med sol kan det lykkes at nå over de 25 grader på tirsdag, siger TV 2 VEJRETs meteorolog Jens Ringgård Christiansen.

Varme kræver tid

Hvis vi kommer over de 25 grader, vil det højst sandsynligt ske ved tre-firetiden om eftermiddagen. Der vil solen have haft nok tid til at opvarme jorden.

Selvom man måske skulle tro det, er det normalt ikke varmest, når solen står højest på himlen ved middagstid, men først nogle timer senere.

- Jorden modtager fortsat mere energi fra solen, end den taber, efter solen har stået højest på himlen og langsomt er på vej ned. Det er en forsinkelse, vi også kender i årsvariation. Det er ikke varmest omkring Sankt Hans, men i juli og august, siger Jens Ringgård Christiansen.

Sådan ser prognosen ud for tirsdag eftermiddag. Det sydlige Jylland kan komme over 25 grader, og dermed vil årets første sommerdag være en realitet.

Ofte kommer årets første sommerdag allerede i maj, men i år kommer vi altså efter alt at dømme ind i juni, før der kan sættes ’årets første sommerdag-kryds’ i kalenderen.

Når det sker i maj, kan det for eksempel være varme fra den iberiske halvø, der breder sig helt op til Danmark i form af den såkaldte spanske tunge.

Vindstille og en sol, der brager ned fra en blå himmel, kan også drive temperaturen op på sommerdagsniveau, selvom det kun er maj og dermed officielt forår.

Kamp mod kølig luft

I april har vi imidlertid i længere perioder fået luften fra nordvest, så selvom der har været sol, har det ikke fået temperaturen op.

- Vi har hele tiden fået ny kølig luft, som solen skulle varme op. I Pinsen står luften næsten stille, og dermed kan temperaturen komme i vejret, forklarer Jens Ringgård Christiansen.

Hvis temperaturen når over 25 grader tirsdag, bliver det på nøjagtig samme dato som sidste år. Nemlig 2. juni.

Hvis det sker, vil det højst sandsynligt blive en af målestationerne i den sydlige del af Jylland, der først komme over grænsen.

Temperaturen bliver tit målt til højere på folks egne termometre hjemme i villahaverne end på den officielle måling, men det skyldes som regel en kombination af læ og direkte sollys. Asfalt og mørk baggrund kan også være fejlkilder.

De officielle målestationer måler temperaturen i læ og skygge i to meters højde. Og det er altså dem, der tæller.

Ud af en dansk sommers 92 dage er der i gennemsnit 10 af dem, der lever op til kriterierne for en sommerdag. Heraf ligger de 1,9 dage normalt i juni. Kommer temperaturen op på 30 grader, kaldes dagen for en tropedag.

Den såkaldte klimanormal, der viser gennemsnittet over perioden fra 1961 til 1990, viser, at årets første sommerdag normalt kommer 21. maj.