Vejr

For andet år i træk ender maj koldere end normalt

Maj ender koldere end normalt - for andet år i træk. Ole Hougaard / Privatfoto

Det er også første gang siden maj sidste år, at en måned er koldere end normalt.

Selvom majvejret i disse dage viser sig fra sin pæne og relativt varme side, har store dele af årets sidste forårsmåned i år budt på relativt køligt vejr.

Til og med onsdag morgen er gennemsnitstemperaturen for maj 9,5 grader, og det er 1,3 grader under den normale temperatur for maj. Normalperioden er defineret som gennemsnittet af årrækken 1961-1990.

Med den nuværende middeltemperatur på 9,5 grader kan maj 2020 ende med at blive den koldeste maj siden 2010, hvor gennemsnitstemperaturen for hele måneden var 9,4 grader.

Det kræver dog, at middeltemperaturen ikke når op på 9,7 grader, hvilket så 'kun' vil gøre maj 2020 til den koldeste af sin slags i fem år, da maj 2015 netop havde en middeltemperatur på 9,7 grader.

Maj 2020 har også budt på adskillige nætter med frost. 13. maj blev der målt -3,3 grader på den koldeste nat så sent på foråret i 25 år.

Rekord-maj i 2018

Sidste år endte maj med en gennemsnitstemperatur på 9,8 grader, og det er dermed - under alle omstændigheder sikkert - andet år i træk, at maj ender koldere end normalt. Det er 23 år siden, at vi sidst så mindst to kolde maj-måneder i træk. I perioden 1995-1997 var maj tre år i træk koldere end normalt.

Til gengæld skal vi blot to år tilbage for at finde den varmeste maj målt i dansk vejrhistorie, da maj 2018 endte med en ekstremt høj middeltemperatur på 15 grader - hele 4,2 grader varmere end normalt.

Den længste periode med varmere måneder end normalt er de 22 varme måneder, vi havde fra juli 2013 og helt frem til april 2015.

Hele 180 ud af 233 måneder har siden år 2000 været varmere end normalt. Det svarer til 77 procent af alle måneder i det indeværende århundrede.

Maj kan ende med laveste maksimumtemperatur i 37 år

Det er ikke kun middeltemperaturen for maj, der viser sig fra sin lave side. Den foreløbigt højeste temperatur målt i maj - og i 2020 som helhed - er blot 22,6 grader, som blev målt 10. maj på Bornholm.

Normalt får vi årets første sommerdag i maj, og hvis ikke temperaturen når over 23,0 grader de sidste dage af maj, så skal vi tilbage til 1983, for at finde en maj med lavere maksimumtemperatur. Det samme gælder for maksimumtemperaturen for året som helhed - indtil videre.

Til sammenligning er den normale maksimumtemperatur i maj, beregnet for de sidste 30 år, 26,4 grader.

Når maj om fem dage slutter, kommer der en dugfrisk klimanormal for måneden, som gælder for perioden 1991-2020. En 'normal' maj vil herefter have en middeltemperatur på 11,3 grader - og er dermed blevet en halv grad varmere i løbet af de sidste 30 år.