Vejr

Cyklonen Amphan har på to døgn udviklet sig fra storm til højeste orkankategori

Cyklon Amphan (01B), der nu er en kategori-5 orkan, udgør en stor stormflodstrussel for Bangladesh. GRAFIK / TV 2 Vejret

Amphan er nu en kategori-5 orkan og udgør en alvorlig stormflodsrisiko for Bangladesh.

Cyklonen Amphan har udviklet sig kraftigere, end prognoserne havde beregnet, og den er nu en kæmpestor og voldsom orkan. Amphan har mandag opnået kategori-5 status, der er den højeste orkankategori.

Kategori-5 orkaner er sjældne og forekommer kun cirka hvert tiende år i Den Bengalske Bugt.

De kraftigste vindstød omkring Amphan er over 300 kilometer i timen, og cyklonen dækker et kæmpe areal. Diameteren på det næsten runde vejrsystem er over 500 kilometer. Fra centrum af Amphan skal man 275 kilometer ud for at finde vindstyrke under tropisk storm.

Usædvanligt varmt havvand er årsag til den eksplosive udvikling

Den stærke udvikling skyldes i høj grad usædvanligt varmt havvand på 31 grader.

Populært sagt er varmt havvand tropiske orkaners brændstof, og de kan kun dannes, hvis havvandet er varmere end 26 grader.

Prognose af Amphan. De fleste beregninger viser svækkelse til en kategori-1 orkan før landgang. Selv med denne svækkelse udgør orkanen stor fare for Bangladesh.

Amphan svækkes, men er stadig ekstrem farlig

Ampan vil svækkes på vej mod nord, men det er usikkert, hvor hurtigt det går. De fleste prognoser anslår, at Amphan vil være en kategori-1 orkan før landgang.

Selv med denne svækkelse udgør orkanen en stor fare for Bangladesh.

Verdens mest dødelige orkaner rammer Bangladesh

Bangladesh er et meget sårbart område for landgang af tropiske orkaner på grund af geografien og befolkningstætheden. Formen af bugten og det relativt lave vand nær Bangladesh er medvirkende til, at stormfloder ofte er meget dødelige i området.

Stormfloden, der følger med Amphan, kan måske komme op på fem meter. Det er meget alvorligt for Bangladesh, hvis kyst er et lavt floddelta med mange små øer foran.

De seneste 200 år er knap 70 procent af alle dødsfald fra orkaner sket i Indien og Bangladesh. Som det fremgår af ovenstående tabel, har otte ud af de 12 dødeligste orkaner hærget Den Bengalske Bugt.