Vejr

Varmere vejr på vej mod Danmark

Lunere forårsvejr på vej (Arkivfoto) Viggo Hjort Kohberg / Seerfoto

Et stort højtryk kan i næste uge give os lunere og mere solrigt vejr.

Efter kold polarluft er blæst ned over Danmark fra nordvest, og vi har oplevet usædvanligt koldt vejr for årstiden, er der udsigt til varmere vejr de kommende dage.

De seneste prognoser tyder endda på, at vi i løbet af næste uge kan se frem til en helt anden slags forårsvejr end det nuværende.

Det bliver nemlig både lunt og solrigt.

Syvdøgnsprognose fra TV 2 VEJRET

Ustadigt vejr i weekenden

Først skal vi dog gennem nogle dage med ustadigt, køligt og blæsende vejr.

Både fredag, lørdag og søndag kan der komme byger flere steder i landet, mens det med jævn til frisk vind fra vestlige retninger også bliver relativt blæsende.

Der kan dog også komme lidt sol ind imellem, og temperaturerne kommer alle tre dage i dagtimerne til at ligge mellem blot 10 og 13 grader.

Mandag bliver det fortsat relativt køligt, og en overgang kan der komme mere udbredt regn.

Højtrykt giver mere stabilt vejr

Det kan meget vel blive den sidste regn, der kommer til at falde i længere tid, for herefter er prognoserne enige om, at det i løbet af den kommende uge bliver tørt og solrigt.

Det er et stort højtryk, der fra vest bevæger sig ind over Skandinavien, der giver os det mere stabile vejr.

Prognose: Højtryk over Skandinavien giver i næste uge mere stabilt vejr.

Ud over solrigt vejr giver højtrykket også roligere vindforhold, så vi i løbet af næste uge får ganske svage vinde.

Med udsigt til temperaturer, der onsdag kan nå 15 grader og Kristihimmelfartsdag op til 18 graders varme, vil det uden vind af betydning komme til at føles helt anderledes lunt sammenlignet med det kølige og blæsende forårsvejr vi har nu, og som vi skal trækkes med hen over weekenden.

I første omgang tyder alt på, vi kommer til at ligge på den knap så varme østlige side af højtrykket. Bevæger det sig senere længere mod øst, kan det give os betydeligt varmere vejr mod slutningen af næste uge.