Vejr

Skyerne fløj hver sin vej over Næstved

En timelapse fra et webkamera viser, hvordan skyerne kan bevæge sig helt forskelligt i forskellige luftlag.

Hver eneste dag trækker skyer hen over himlen, og de fleste af os har nok en forståelse af, at de normalt blæser i samme retning. Men sådan behøver det ikke at være. Over Næstved har et af de webcams, TV 2 Vejret benytter sig af, indfanget et godt eksempel på skyer, der ikke bare blæser mod øst eller vest.

Det er dog ikke fysikkens love, der er sat ud af spil, men simpelthen luftstrømme, der bevæger sig i forskellige retninger i forskellige højder.

- Fænomenet er opstået i forbindelse med en passerende koldfront, der skubbede den næsten sommervarme luft mod sydøst. I frontens bagkant kunne man se den spektakulære skybevægelse i forskellige retninger, fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Thomas Mørk.

Han understreger, at fænomenet ikke er unormalt i nærheden af fronter, men optagelser som dem fra Næstved kræver både høje og lave skyer – samt et kamera rettet mod himlen på det rette tidspunkt.

Luften ligger i lag

Forklaringen på de modsatrettede skybevægelser er, at den kolde luft kiler sig ind under den varme luft.

På den timelapse af billederne, som TV 2 Vejret har sat sammen, ses den kolde luft strømme ned fra nord i den nederste del af atmosfæren, mens der i fem til ti kilometers højde stadig strømmer varm luft fra sydvest mod nordøst.

- Da der er skyer i begge luftlag, vil man se skyerne bevæge sig i forskellige retninger i bagkanten af koldfronten, forklarer Thomas Mørk.

Fænomenet med de to skylag ses kun i bagkanten af koldfronten. Syd for fronten bevæger skyerne sig udelukkende fra sydvest mod nordøst, mens de nord for fronten udelukkende bevæger sig fra nord mod syd.