Vejr

Varmt i dag - se her, hvor man kan få 20 grader

Varmen kulminerer onsdag og torsdag.

Aprilvejret har vist sig fra sin allerbedste side i år med den ene solrige dag efter den anden. Alligevel er der mange, der ønsker sig det lidt varmere. Det bliver opfyldt onsdag med op til 20 grader i Nordjylland.

Prognose af temperatur klokken 15.

Man vil mange steder i den nordvestlige del af Jylland og Nordsjælland se termometrene komme op over 18 grader i eftermiddag.

Vi har nogle steder i landet været lige nede under frysepunktet til morgen, men temperauren stiger hurtigt i det flotte solrige vejr. I løbet af formiddagen vil temperaturen stige til over 10 grader i stort set hele landet.

Prognose klokken 10.

Selv ved kyster med pålandsvind kan man nu mønstre over 10 grader, da vandtemperaturen er steget de seneste dage. Badevandet er mange steder nu mellem 10 og 12 grader.

I den nordlige del af landet er vinden ret svag, så her er vejret også mest behageligt. I de sydlige egne er østenvinden op til jævn, hvilket gør det lidt køligere.

Torsdag kulminerer varmen

Torsdag vil vinden være ret svag i hele landet og primært komme fra vest. Derfor vil flere opleve 20 grader.

Det er næsten hele den del af landet, der onsdag må nøjes med under 18 grader, der får det varmest torsdag.

Prognose af temperatur torsdag klokken 16.

Nogle prognoser er endnu varmere end grafikken ovenover. Sjælland og Østjylland kan få omkring 20 grader, og måske kan vi i Sønderjylland komme op over de 21,2 grader, som blev målt 6. april i Store Jyndevad.

Hvis det sker, får vi årets hidtil varmeste dag.