Vejr

Se kortet - her kan temperaturen nå 20 grader

Mandag kan temperaturen for første gang i år nå 20 grader.

Søndag blev med 17,2 graders varme årets foreløbigt varmeste dag. Men den titel får ikke lov til at stå længe - allerede mandag stiger temperaturen til det hidtil højeste niveau i år.

Temperaturen når sit højdepunkt i løbet af mandag eftermiddag, hvor der mange steder i Danmark kan måles mellem 13 og 17 grader.

Det bliver dog kun i den sydlige del af Jylland, hvor temperaturen kan nærme sig de 20 grader, når varm luft fra Tyskland uhindret kan blæse op over Sydjylland.

Højeste temperaturer mandag eftermiddag. Lokalt kan temperaturen nå 20 grader i den sydlige del af Jylland. Derimod bliver det markant koldere langs kyster med pålandsvind.

Selvom prognosekortet i artiklen viser 19 grader som højeste temperatur, er det langtfra utænkeligt, at temperaturen kan stige til omkring eller lige over 20 grader.

Koldere ved kyster med pålandsvind

Varmere luft, end hvad der er almindeligt for årstiden, strømmer op over Danmark fra syd og sydøst mellem et lavtryk vest for Danmark og et højtryk øst for landet. I samarbejde dirigerer de to tryksystemer luft fra sydligere himmelstrøg op over Nordeuropa - og Danmark.

Samtidig vil solen skinne fra en næsten skyfri himmel, så landjorden hurtigt kan blive varmet op. Den varme landjord smitter af på luften lige over - og på den måde varmes luften op nedefra.

Det bliver dog langtfra alle, der kan nyde de høje temperaturer.

Ved syd- og sydøstvendte kyster vil de højeste temperaturer befinde sig mellem otte og 12 graders varme. Det skyldes luftens passage over det køligere hav, og havets temperatur smitter af på luften.

Ved kyster med pålandsvind vil temperaturen holde sig på omkring - eller lidt over - ti grader.

Man skal dog ikke køre langt væk fra kysten, før det bliver betydeligt lunere igen.

13 dage før tid

Skulle temperaturen mandag stige til 20 grader, så vil det - udover at være første gang det sker i 2020 - også være 13 dage tidligere end normalt.

Gennemsnitsdatoen for den første dag med 20 grader er, set over de seneste 30 år, 19. april.

De seneste par år har vi dog også oplevet 20 grader tidligt i april. Sidste år oplevede vi 20 grader første gang 7. april, og i 2018 skulle vi vente endnu en dag til 8. april.

I 2017 oplevede vi mere end 20 grader allerede 31. marts - på den næstvarmeste marts-dag i dansk vejrhistorie, mens vi i 2004 ikke oplevede 20 grader på noget tidspunkt i april.