Vejr

Se billederne: Oldgammelt vejrfænomen observeret i Danmark

Dobbelt regnbue fotograferet fra Skovshoved. Bemærk at den yderste regnbue er spejlvendt i farverne. Nina Skovgaard / Seerbillede

Dobbelte regnbuer på himlen fik brugerne til at sende billeder ind til TV 2 Vejret.

Et af vores flotteste himmelfænomener dukkede torsdag op flere steder over Danmark. Ikke bare den almindelige enkelte regnbue, men hele to stod klart på himlen. Synet fik mange danskere til at finde kameraet frem og sende billeder ind til TV 2 Vejret.

Sammen med de to regnbuer kunne man også se fænomenet "Alexanders mørke bånd". Mellem de to regnbuer er der et distinkt mørkt felt.

- Vi har klart vejr med meget blå himmel, og derfor kan regnbuer også ses meget tydeligt for øjeblikket, forklarer Jens Ringgård Christiansen fra TV 2 Vejret.

Mørket mellem regnbuerne skyldes, at den inderste regnbue reflekterer lyset i en vinkel indad, mens den yderste reflekterer lyset udad. Dermed kommer der til at være lidt mindre lys mellem de to buer.

Opkaldt efter filosof

Båndet er opkaldt efter den græske filosof Alexander af Afrodisias, der beskrev fænomenet for omkring 1800 år siden.

Regnbuer opstår, når solens hvide lys spaltes. Når det drejer sig om almindelige enkelte regnbuer, vil den røde farve altid være yderst og den violette inderst. Men når der er to regnbuer, vil den yderste altid have farverne i omvendt rækkefølge.

Solen kan stå for højt

Du skal have ryggen til solen for at se en regnbue, og solen må ikke stå for højt på himlen bag dig. Du skal forestille dig, at solen er et punkt bag dit hoved, og der går en lige linje fra solen og gennem din nakke hen til centrum af regnbuens cirkel.

Solen må ikke stå højere end omkring 42 grader over horisonten, hvis du skal kunne se regnbuen. Ved midsommer kan der for eksempel ikke ses regnbuer mellem klokken 10 og 17.

- Regnbuer kræver den rigtige kombination af regn i luften og solhøjde. Om sommeren står solen for højt midt på dagen, og derfor ses regnbuer oftest om efteråret og foråret som nu, siger Jens Ringgård Christiansen.

Dobbelt regnbue set fra Lyngby. Mellem buerne er der mindre lys, da den inderste sender lyset indad, og den yderste sender lyset udad.

Hvis solen står for højt, vil det punkt, du skal have i nakken, populært sagt kravle for langt op oven på hovedet og dermed sende den potentielle regnbue ned i jorden.

Normalt kan du ikke se den nederste del af en regnbues cirkel, fordi den går ned i jorden, men hvis du befinder dig på et fly eller højt oppe på et bjerg, kan du være heldig at se en helt rund regnbue.

Også fredag vil der være god mulighed for at se regnbuer.