Vejr

Derfor har nogle steder dobbelt op på regn

I området ud til Storebælt får man kun den halve mængde nedbør i forhold til det sydvestlige Jylland.

Hvis du synes, det regner lidt rigeligt, kan det have noget at gøre med, hvor du bor. Vejrbilen er taget til Sprogø, der er et af Danmarks tørreste steder - lige midt i Storebælt.

Det såkaldte storebæltsklima betyder, at Sprogø og kystområderne ud til Storebælt kun får omkring 500-550 millimeter regn om året, mens der ovre mod vest i den sydlige del af Jylland kan falde omkring 900-1000 millimeter om året. Tendensen ses også på andre af Danmarks indre kyster og øer.

- Der er altså op til dobbelt så megen regn ikke ret langt herfra, lyder det fra TV 2 Vejrets Peter Tanev.

Der er to årsager til, at hele regionen er så relativt tør.

- Meget af vores vejr kommer ind fra vest og regner af i den vestlige og sydlige del af Jylland. Det betyder simpelthen, at der ikke er så meget vand tilbage, når det kommer her til Sprogø, siger Peter Tanev.

SE HELE TV 2 VEJRETS FACEBOOK-LIVE FRA SPROGØ HER:

Live fra Sprogø, med Peter Tanev.

Posted by TV 2 Vejret on Friday, April 3, 2020

Hvor det er nærheden til Vesterhavet, der giver syd- og vestjyderne så megen regn, er det nærheden til Storebælt, der er med til at holde de tilstødende kystområder relativt tørre.

- Her ligger vi fladt helt nede ved vandet. Der er altså ikke noget, der kan skubbe luften lidt til vejrs, så der kan dannes skyer og byger, siger Peter Tanev.

Sommerskyer dannes oftest over land

I sommerhalvåret bliver de fleste skyer og regnbyger dannet inde over land.

- Når solen varmer jorden op, bliver luften varm og stiger til vejrs, hvor den danner skyer og regnbyger, forklarer Peter Tanev.

Det betyder, at der inde over fastlandet falder mere regn end ude ved kysterne.

- Hvis man er her på Sprogø eller ude ved kysterne, nyder man altså godt af flere solskinstimer og et betydeligt tørre klima, slutter Peter Tanev.