Vejr

Minus 75,3 grader - ekstremt lav temperatur målt på Antarktis

Ved den russiske forskningsstation er der målt en ny kulderekord for marts. Det er også ved denne station, at den laveste målte temperatur på Jorden er foretaget. Researchgate.net

Den ekstreme kulderekord for Jorden som helhed blev sat i juli 1983.

20. marts havde vi forårsjævndøgn, og mens vi på den nordlige halvkugle træder ind i sommerhalvåret, går man nu vinteren i møde på den sydlige halvkugle.

Derfor falder temperaturen hurtigt nu på verdens koldeste kontinent, Antarktis, og endda i en sådan grad, at der er sat nye grænser for, hvor koldt det kan blive på de kanter i marts.

På den russiske forskningsstation, Vostok, har man siden 1957 målt temperaturer dag for dag. Indtil 21. marts i år var den laveste temperatur målt i marts på Vostok isnende -75,0 grader (målt 17. marts 1960), men den temperatur er nu blevet slået.

Lørdag blev der således målt -75,3 grader ved stationen, og det er ikke før sket i årets tredje måned.

Vostok har verdensrekord

Vejrstationen ved Vostok har en central plads i den meteorologiske vejrhistorie. Det er nemlig på dette sted, at klodens laveste temperatur nogensinde er målt. Den ekstreme kulderekord for Jorden som helhed lyder på -89,2 grader. Den kulderekord blev målt 21. juli 1983 og er ikke siden blevet slået.

Senere satellitanalyser viser dog, at der andre steder på Antarktis kan forekomme temperaturer lavere end -90 grader - men de er aldrig blevet verificerede af traditionelle termometre.

Vostok-stationen ligger langt fra Sydhavet og langt inde på Antarktis. Samtidigt befinder stationen sig i 3489 meters højde, hvilket tilsammen giver noget nær perfekte betingelser for ekstreme kuldegrader.

Den laveste temperatur målt på Antarktis i marts overhovedet er -76,1 grader, som er målt ved den amerikanske AGO4-station.

Til sammenligning er den danske kulderekord for marts 'kun' på -27,0 grader.