Vejr

Markant vejrskifte i weekenden - kuling fra nordøst og snevejr

Søndag morgen kan der komme sne og slud. (Arkivfoto). Ole Sørensen / Privatfoto

Overgangen til sommertid kan blive med vinterligt vejr.

De flotte forårsdage, vi har oplevet i den seneste uge, bliver i weekenden afløst af blæsende og betydeligt koldere vejr - og nogle steder kan man søndag morgen stå op til snevejr.

Der er dog stadig mulighed for at nyde både solen og temperaturer over 10 grader både fredag og en stor del af lørdagen, inden betydeligt koldere og mere ustadigt vejr rammer Danmark.en.

De første tegn på vejrskiftet kommer vi til at opleve lørdag.

I løbet af dagen kommer der opfriskende vind fra nord, som breder sig fra Nordjylland og ned over det meste af landet.

I løbet af aftenen drejer vinden mod nordøst og tiltager yderligere, så det mange steder langs kysterne vil blæse med op til kulingstyrke.

Prognose: Her kan der falde sne natten til søndag (hvide områder er nedbør som sne).

Det blæsende vejr fortsætter natten til søndag med kuling ned gennem Kattegat, Storebælt og ved Østersøen.

Samtidig bevæger et nedbørsområde sig fra Sydsverige i løbet af natten ned over den sydøstlige del af landet.

Det kan ved temperaturer lige omkring frysepunktet natten til søndag give slud og sne hen over store dele af Sjælland og Lolland/Falster.

I den del af landet kan man søndag morgen stå op til, at der nogle steder ligger sne.

Det vinterlige vejr og blæsende vejr kommer, samtidig med vi natten til søndag går over til sommertid - og skal stille urene en time frem.

Koldfront med arktisk kulde passerer Danmark

Det markante vejromslag kommer i forbindelse med en koldfront, der sent lørdag og natten til søndag skal passere ned over Danmark fra nord.

Herved blæser usædvanligt kold luft for årstiden frem mod os.

Fredag ligger den arktiske kulde over Nordgrønland, hvorfra den med stor fart strømmer ud over Norskehavet og derfra videre ned over Skandinavien i løbet af lørdagen.

Kold luft strømmer natten til søndag ned over Danmark fra nordøst.

Solrig - men kold søndag

Søndag morgen aftager vinden, men på Bornholm vil det først på dagen endnu blæse med op til kuling fra nordøst.

Skal man ud og gå en søndagstur, skal man klæde sig varmt på.

Selv om det klarer op fra nord med gode chancer for en solrig søndag de fleste steder i landet, bliver det koldt.

Koldt - men solrigt søndagsvejr.

Efter en morgen med temperaturer omkring frysepunktet stiger temperaturen i løbet af søndagen til blot tre til fem graders varme.

Natten til mandag er der i den kolde arktiske luft over Danmark udsigt til udbredt frost med temperaturer mellem to og fem minusgrader, og lokalt kan det i den indre del af landet blive koldere.

Det kolde forårsvejr med dagtemperaturer på blot fem til otte grader og udbredt nattefrost ventes at fortsætte til langt ind i næste uge.

TV 2 VEJRETs femdøgnsskema.