Vejr

Vindstød af orkanstyrke over Danmark

Stormen Laura er den kraftigste i marts i ni år. Jacob Damgaard Schmidt / Privatfoto

Det er den kraftigste storm i marts i ni år.

Stormen Laura kulminerer i disse timer over store dele af landet, hvor vindstødene mange steder - også over land - når storm eller stærk storm.

Sådan benævnes vindstyrken

I Danmark benyttes vindbetegnelser i henhold til den internationale Beaufort-skala.

Orkan: >32,6 m/s
Stærk storm: 28,5-32,6 m/s
Storm: 24,5-28,4 m/s
Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s
Hård kuling: 17,2-20,7 m/s
Kuling: 13,9-17,1 m/s
Hård vind: 10,8-13,8 m/s
Frisk vind: 8,0-10,7 m/s
Jævn vind: 5,5-7,9 m/s
Let vind: 3,4-5,4 m/s
Svag vind: 1,6-3,3 m/s
Næsten stille: 0,3-1,5 m/s
Stille: <0,3 m/s

Klokken 11 viste DMI's officielle vejrstation ved Røsnæs i Vestsjælland for første gang storm i middelvinden, da der blev målt 25,4 meter per sekund. Storm begynder ved 24,5 meter per sekund.

Samme sted er der også målt vindstød af orkanstyrke med 33,6 meter per sekund, hvor orkan begynder ved 32,7 meter per sekund.

Derudover er der udbredt målt vindstød af både storm og stærk storm over land.

Kraftigste storm i marts i ni år - og højeste vindstød i marts i 12 år

Sidst vi oplevede storm i marts, var sidste år, hvor der 15. marts blev målt middelvind af storm ved Røsnæs med 24,5 meter per sekund.

Den vindstyrke er altså overskredet i forbindelse med stormen Laura torsdag, og derfor skal vi tilbage til 10. marts 2011, før vi oplevede en højere vindhastighed i marts.

Dengang blev der målt middelvind på 26,3 meter per sekund ved Thorsminde, hvor vindstødene nåede 32,9 meter per sekund.

Ser vi på vindstødene, så er det de kraftigste i marts siden 1. marts 2008, hvor der blev målt vindstød på 34,0 meter per sekund ved Thorsminde ved den jyske vestkyst.