Vejr

Se vejrkortene: Her truer vindstød af stærk storm - kan give livsfarlige situationer

Et intenst og hurtigt lavtryk løber torsdag lige igennem Danmark.

Efter en smuk forårsdag vil vi igen få et hårdt efterårsvejr torsdag.

Et lavtryk, som tiltager i styrke på vej gennem Danmark, vil sende vindstød af stærk storm til Danmark. Lavtrykket kommer fra vest, og allerede torsdag morgen vil der komme vindstød af stormstyrke til store dele af vestkysten. Nedenstående prognose viser vindstød af stærk storm omkring Ringkøbing Fjord.

Prognose af vindstød klokken 9.

Usikkerhed i placering og styrke

Den helt præcise placering af lavtrykket er stadig noget usikker, så det kraftigste vindfelt vil måske rykke mod nord eller syd i forhold til den viste prognose. Når lavtryk er små i geografisk størrelse og samtidig udvikler sig over Danmark, er usikkerheden i styrke og placering en anelse større end ellers.

Prognose af vindstød klokken 11.

Denne prognose, som er fra en amerikansk regnemodel, viser, at vinden kulminerer i den centrale del af Danmark sent på formiddagen. Her er der vindstød af stormstyrke til hele den vestlige del af Sjælland. Der er også et mindre område med stærk storm.

Prognose af vindstød klokken 13.

Først på eftermiddagen ventes et lavtryk over Sydsverige med vindstød af stærk storm til Bornholm.

Måske vil nye prognoser opgradere varslinger

TV 2 Vejret har foreløbigt varslet vindstød af stormstyrke til en stor del af landet. Varslerne kan meget vel opgraderes, hvis nye prognoser har en kraftigere placering eller der bliver større enighed i den præcise placering.

Varsling af vindstød af stormstyrke torsdag.

Vindstød vil vælte træer

De kraftigste vindstød ventes at kunne knække træer, og fordi jorden er så våd, vil vindstødene også vælte træer. Det er livsfarligt i trafikken, så det er en god ide at være ekstra opmærksom i trafikken. Når danskere en sjælden gang imellem mister livet i stormvejr, er det ofte på grund af væltede træer.