Vejr

Mandag aften er fuldmånen også en supermåne

Supermåne 3. december 2017 set fra Frederikshavn. Maria Thomsen / Maria Thomsen

Aftenens fuldmåne er så tæt på Jorden, at månen lyser 30 procent mere.

Hvis man kigger op i aften, vil der være mulighed for at få sig et spektakulært syn.

For i aften er der såkaldt supermåne. Et fænomen vi ser, når månen er usædvanligt tæt på Jorden samtidig med, at der er fuldmåne.

Månen vil derfor både se større ud og lyse mere op end sædvanligt.

Bedst mulighed for at se supermånen i aften

Månen vil stå op omkring klokken 17.30 og går ned igen omkring klokken 07.30 tirsdag morgen.

Skydækket vil veksle, og det er mere skyet end klart, så det er kun i "glimt", at man kan se månen.

Bedst mulighed for at se supermånen er der i aftentimerne, hvor klart vejr i retning mod øst kan vise den usædvanligt store måne. I løbet af natten bliver det efterhånden helt overskyet.

Prognose af skydække i aften klokken 20.00. Denne prognose har klart vejr i et bånd over Østjylland, Fyn og Lolland. Skyerne bevæger sig mod øst, og det er en god ide at kigge, så snart det er klart - det kan hurtigt blive skyet igen.

Middelafstanden til månen er 384.400 kilometer, og i aften er månen 27.000 kilometer tættere på Jorden end normalt. Når der er supermåne, er månen cirka 14 procent større og lyser cirka 30 procent mere.

Supermåne ved Aalborg søndag 3. december 2017.

Hvis man observerer supermånen, kort efter den er stået op, vil man kunne blive snydt af sine sanser. For selvom månen er større end normalt, vil den forekomme endnu større, fordi man sammenligner månen med bygninger og træer i horisonten. Det gælder også ved almindelige fuldmåner.

Fuldmånen i april bliver endnu mere super

Der er flere forskellige definitioner på, hvornår en fuldmåne er en supermåne. Astrologen Richard Nolle beskrev begrebet i 1979, og ud fra denne definition er enhver fuldmåne, hvor afstanden fra Jorden til månen er under 368.630 kilometer, en supermåne.

Månen er for tiden ret tæt på Jorden, så der er flere fuldmåner i træk, som er supermåner.

Således vil månen 8. april være 400 kilometer tættere på Jorden end i aften, og det vil være den fuldmåne i år, hvor månen ser størst ud.

Et fly passerer en supermåne. Buenos Aires 19. februar 2019.

I oktober er afstanden til månen størst, og ved begge fuldmåner i oktober vil afstanden fra Jorden være mere end 400.000 kilometer.

Det er i øvrigt sjældent, at der optræder to fuldmåner på en kalendermåned.

Månen er 29,5 døgn om at komme igennem alle sine faser, og når man har to fuldmåner på en kalendermåned, kaldes den sidste også for en blå måne.