Vejr

Nyd lørdagsvejret - der kommer en del solskin

I store dele af landet bliver der plads til solskin lørdag. Mathilde Grønbech-Dam / Privatfoto

Ét sted i landet skal man dog trækkes med regn af og til.

Weekenden er startet, og mange danskere vil sandsynligvis bruge noget af tiden udendørs i vejret i en tid på året, hvor dagslængden hastigt tiltager.

Det er der også god mulighed for at gøre lørdag, hvor vejret kommer til at vise sig fra sin hæderlige side en stor del af dagen i en stor del af landet. På bagsiden af det lavtryk, som gav dele af Danmark regn fredag, strømmer relativt tør luft ned over Danmark fra nord og nordvest.

Det giver anledning til færre skyer og lange perioder, hvor solen kan vise sig på himlen.

Navnlig i den vestlige del af landet vil man få solen meget at se, og efterhånden vil det også begynde at klare op over den østlige del af Sjælland og Hovedstadsområdet.

Lørdag eftermiddag kommer der en del solskin i store dele af landet - men på Bornholm kommer der lidt regn af og til.

Med efterhånden ret rolige vindforhold og temperaturer, der kan nå syv-otte graders varme, kan det efterhånden føles næsten forårsagtigt, hvis man finder et solbeskinnet sted at sidde.

Regn på solskinsøen

Anderledes kedeligt bliver vejret på Bornholm, hvor man desværre må spejde langt efter solen. Fredagslavtrykket giver herovre fortsat skyer og i perioder også lidt regn, selvom de samlede regnmængder bliver ganske begrænsede.

Søndag starter det derimod pænest i den østlige del af landet, inden et regnvejr fra Nordsøen sidst på dagen breder sig ind over Danmark fra vest.