Vejr

Her vil regnen falde tirsdag

Der kommer regn til store dele af landet tirsdag - men herefter venter en række overvejende tørre dage. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Når tirsdagsregnen er overstået, går vi herefter en række tørre dage i møde.

Selvom den nuværende uge vil byde på mindre regn, end vi har været vant til, skal vi først igennem en tirsdag, hvor det kommer til at regne flere steder.

Radar - nedbør i Danmark lige nu

Se radar for nedbør i hele Danmark i form af regn, sne eller slud. Vores online-vejrkort viser, hvordan nedbøren har bevæget sig de seneste tre timer. 

Se vores nedbørsradar her

Tirsdag morgen befinder et regnvejr sig over store dele af Jylland, hvor turen til arbejde derfor kan blive en ganske våd fornøjelse, hvis ikke man har klædt sig fornuftigt på.

Regn klokken 9 tirsdag formiddag.

Derimod er det tørvejr i resten af landet - men det er kun en stakket frist, for her skal man forberede sig på regn i løbet af dagen.

Lavtryk fra syd giver balladen

Gennem stort set hele vinteren, der endte som den varmeste og næstvådeste i dansk vejrhistorie, har vi nærmest uafbrudt fået regn i forbindelse med lavtryk og fronter, der har bevæget sig ind over Danmark fra vest.

Regn tirsdag middag.

Tirsdag skal et lavtryk derimod bevæge sig op over Danmark fra syd, og derfor breder morgenens regn over Jylland sig kun langsomt mod øst, mens et helt nyt regnområde fra Nordtyskland rammer de østlige egne - navnlig Bornholm.

Derfor ender tirsdag med regn over især Bornholm og måske dele af Sjælland, mens det efterhånden vil blive opholdsvejr i Jylland i eftermiddagens løb.

Regn tirsdag aften klokken 18.

Inden tirsdag er omme, kan der generelt være faldet mellem fem og ti millimeter regn - mest kommer der i den vestlige del af Jylland.

Samlede nedbørsmængder frem til tirsdag aften klokken 23.

Relativt tørre dage i vente

Efter en regnvåd tirsdag venter der efterhånden en række dage, hvor det bliver overvejende tørt med kun enkelte byger hist og her. Derimod er det meget usikkert, hvad der sker i weekenden, som både kan byde på regn igen eller måske blive lidt mere vinterlig.