Vejr

Langt om længe går vi en ganske tør uge i møde

Pænt vejr 1. marts 2020. Den nye uge bringer væsentligt mere tørt vejr, end vi har været vant til længe. John Hallenslev / Privatfoto

Der vil generelt kun falde mellem fem og ti millimeter regn i løbet af denne uge.

Søndag blev der taget hul på kalenderforåret, og det afløste en rekordvåd februar, hvor der på landsplan faldt intet mindre end 135,1 millimeter regn. Det var 26 millimeter mere end den tidligere rekord fra 2002, hvor der faldt 109 millimeter.

Radar - nedbør i Danmark lige nu

Se radar for nedbør i hele Danmark i form af regn, sne eller slud. Vores online-vejrkort viser, hvordan nedbøren har bevæget sig de seneste tre timer. 

Se vores nedbørsradar her

Derudover endte vinteren som helhed som den næstvådeste med samlet set 280,3 millimeter, kun overgået af kalendervinteren 2006/07.

Men med forårets komme har vejret - i hvert fald for en stund - også skiftet karakter og er blevet mindre regnfuldt. Det skyldes, at lavtryksaktiviteten er aftagende nær Danmark, hvilket igen medfører, at fronter med store nedbørmængder holder sig på mere behørig afstand af landet.

Selvom de omfattende oversvømmelser, vi fortsat oplever i store dele af landet, langt fra er overstået, så er det i høj grad godt nyt til de mange danskere, der netop nu kæmper med de enorme vandmasser.

Samlede nedbørmængder i løbet af den kommende uge. Generelt vil der 'kun' falde mellem fem og ti millimeter regn på landsplan.

Op til ti millimeter regn i løbet af ugen

De fleste steder vil den nye uge opleves som langt mere tør, end vi har været vant til, og indtil søndag eftermiddag forventes der generelt kun at falde mellem fem og cirka ti millimeter regn fordelt over landet.

Mest regn vil der falde i den nord- og vestlige del af Jylland, hvor nedbørsmængderne lokalt kan overskride ti millimeter, mens man på øerne formentlig ikke vil få meget mere end fem-seks millimeter regn i ugens løb.

En del af denne regnmængde vil desuden falde mandag, hvor et lille lavtryk sender sine fronter op over Bornholm en stor del af dagen.

I marts falder der normalt 46 millimeter regn, men vi skal blot ét år tilbage for at finde den vådeste marts siden 1874, da der faldt 106,5 millimeter regn i månedens løb.