Vejr

Storbytavler rykkes ud i skoven for at gøre cyklister klogere

Boserup Skov har fået informationstavler særligt udformet til mountainbike-ryttere.

- Man kan høre spætten og en masse fugle, der er i gang her i skoven. Sådan lyder det fra naturvejleder Sofie Clauson-Kaas, der er kørt ud med sin moutainbike for at vise TV 2 Vejret Nationalpark Skjoldungernes Land seneste tiltag.

Normalt racer mountainbike-rytterne gennem skovens mudder og blade med fokus på fart og balance, men i Boserup Skov har de nu fået mulighed for også at lære lidt undervejs.

Foreløbigt er fire såkaldte formidlingsstop sat op langs mountainbike-ruterne i skoven. Stoppene er lavet, så cyklisterne kan læse mere om omgivelserne uden at skulle stå af cyklen.

De nye formidlingsstop er udformet som fodstøtter, hvor cykelrytterne nemt kan stoppe op og hvile foden, mens de bliver klogere på den lokale natur- og kulturhistorie.

Hvil foden og læs

- Ideen er inspireret af de cykelstop, der er i København. Når man stopper for rødt, er der sat pausesteder op, hvor man ikke behøver at stå helt af cyklen, men bare lige kan hvile benet, mens man holder for rødt, siger Sofie Clauson-Kaas.

Boserup Skov har et 10 kilometer langt mountainbikespor, der blandt andet bliver vedligeholdt af frivillige fra Roskilde Mountainbike Klub.

Det er klubben og Nationalpark Skjoldungernes Land, der er gået sammen om at udvide mountainbikeoplevelsen for motionisterne i skoven.

- Boserup Skov er en af de mest benyttede skove i Danmark, og den er tæt på Roskilde og København, så det har potentiale til, at der kan komme masser af nye brugere herude, siger Sofie Clauson-Kass.

Folk og fæ

Formidlingsstoppene skal fremhæve skovens særlige attraktioner. Det er blandt andet den gamle fægyde, der består af jorddiger fra dengang, der lå en lille landsby i området. En fægyde blev brugt til at drive køer og får ud på græs.

Digerne kan stadig ses, men som meget andet kræver det, at man ved, hvad man skal kigge efter, før det bliver spændende. Andre stop er det de store douglasgraner og en gravhøj fra bronzealderen.