Vejr

Mere sne på vej: Her kan man stå op til mere end fem centimeter

Børnene leger i den nyfaldne sne torsdag morgen inden skole i Hodsager mellem Holstebro og Herning. Egon Jensen / Seerbillede

Vinteren slutter af med vinterligt vejr – noget af vinterens eneste sne falder sidst i februar.

Denne vinter vil gå over Danmarkshistorien som den varmeste nogensinde. Det er første gang, vi har haft en vinter med så lidt frost og sne. Til gengæld slutter den med noget af det vintervejr, som vi stort set ellers ikke har set i hverken december, januar eller februar.

- Det er vintervejr resten af vinteren, alle to dage, siger meteorolog ved TV 2 Vejret Sebastian Pelt.

Meget af tiden vil temperaturen dog være over frysepunktet, og det er ikke alle, der vil få sne.

- Det bliver det mest vinterlige, vi har oplevet indtil nu, men det bliver ikke sådan, at det bliver iskoldt og sne over det hele, siger Sebastian Pelt.

Allerede her til morgen faldt der sne flere steder i Jylland, men det bliver ikke ved det. En ny bygelinje vil brede sig ind over Jylland fra vest i løbet af eftermiddagen.

- I starten kan det falde som regn, men jo længere ind over landet bygerne kommer, og jo kraftigere de bliver, jo mere går de over i slud og sne, forklarer Sebastian Pelt.

Billund har for en kort bemærkning skiftet de ekstreme regnmængder ud med sne.

Bygerne vil i løbet af natten brede sig længere mod øst, mens de samtidig mister lidt af deres styrke. Der er dog stadig en reel chance for, at man kan stå op til nogle få centimeter sne i Nordsjælland og København.

I Jylland, hvor nedbøren er kraftigst, kan sneen komme op over fem centimeter. Sneen vil smelte de fleste steder fredag, hvor temperaturen igen kommer over frysepunktet.

Nationalparken i Thy var klædt i hvidt torsdag morgen.

- Vinterens sidste krampetrækninger kommer lørdag, hvor et nyt område med blandet nedbør skal op over landet fra sydvest, siger Sebastian Pelt.

I forbindelse nedbørsområdet vil nedbøren tage form som slud og tøsne, men hurtigt gå over i regn.

Derefter vil det milde vejr igen være fremherskende.