Det vilde vejr

Det usædvanlige vejr, vi oplever nu, kan blive fremtidens normal

Fremtidens klima byder på mere regn og fastlåste vejrmønstre, så det usædvanlige vejr, vi nu oplever, bliver mere almindeligt i fremtiden.

Vejret er foranderligt. Sidste år faldt der rekordmeget nedbør, og året forinden havde vi den bedste sommer i mands minde. Man kan ikke lade være med at stille sig spørgsmålet: Hvad sker der med vejret? Bliver al denne regn og alle disse oversvømmelser normalt?

Netop fordi vejret er meget foranderligt, er man nødt til at kigge på lidt længere perioder, når klimaet skal vurderes. Klimaperioder er perioder på 30 år. Her er det tydeligt, at Danmark får stadigt mere regn. Siden målingerne begyndte for knap 150 år siden, har Danmark fået cirka 100 millimeter mere nedbør årligt.

I Danmark har vi systematisk målt vejret siden 1874. Når vi taler om det danske vejr, sammenligner vi det ofte med den seneste officielle klimanormal. Det er 30-årsperioden 1961-1990. I ovenstående grafik vises fem 30-årsperioder. Når 2020 er overstået, får vi en ny officiel klimaperiode gældende for perioden 1991 til 2020.

Oversvømmet mark. Rekordmeget regn siden august har sat marker under vand, og åer er gået over deres bredder.

Klimamodeller forudsiger mere vinterregn

De oversvømmelser, vi i øjeblikket ser, skyldes langvarigt regnvejr. Jorden er mættet med vand, og der står vandpytter og oversvømmede områder mange steder i lavninger på marker og andre steder i naturen.

Oversvømmelse ved kolonihaver nær Odense Å.

Desuden er vores åer så overfyldte, at de mange steder - både i byer og på landet - er gået over deres bredder.

Klimamodeller fortæller, at Danmark i fremtiden fortsat vil opleve mere regn. Modellerne peger også på, at en stor del af den øgede nedbør vil falde i vintermånederne. Vi vil derfor i fremtiden oftere opleve oversvømmelser, som vi ser netop nu.

Fremtidens skybrud giver flere oversvømmelser

Klimamodellerne beretter også om, at vi i fremtiden får flere skybrud, fordi vejrhændelserne generelt bliver mere voldsomme. Skybrud er defineret ved over 15 millimeter regn på en halv time og er mest et sommerfænomen.

Mange mener, at vi allerede oplever det nu. Det er dog svært at dokumentere, fordi data om skybrud i fortiden er mangelfuld.

Skybrud over Danmark i september 2015

Alt det ovenstående er baseret på klimadata, men vi kan sagtens stadig få nedbørsfattige år.

Hvem husker ikke 2018? Det var et fantastisk år. Vintervejr og sibirisk kulde ramte os i februar. Foråret og sommeren var fantastiske, og der faldt kun 595 millimeter nedbør det år.

Det er ikke blandt de mest nedbørsfattige år herhjemme, men det var trods alt usædvanligt tørt - og også mere nedbørsfattigt end det normale for 150 år siden.