Vejr

Vindstød af stormstyrke rammer i weekenden

Der er også risiko for nye oversvømmelser.

Denne vinter har budt på masser blæst og regn, og det samme vil gøre sig gældende, når vi rammer weekenden.

Varsling af stormstød til Vestkysten og Bornholm. I de øvrige landsdele vil der stedvis optræde stormstød i forbindelse med byger.

Fra i nat er der varsel om stormstød ved Vestkysten, og fra lørdag morgen er der også varslet stormstød til Bornholm. I de øvrige landsdele vil der lokalt komme stormstød i forbindelse med kraftige byger.

Sådan benævnes vindstyrken

I Danmark benyttes vindbetegnelser i henhold til den internationale Beaufort-skala.

Orkan: >32,6 m/s
Stærk storm: 28,5-32,6 m/s
Storm: 24,5-28,4 m/s
Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s
Hård kuling: 17,2-20,7 m/s
Kuling: 13,9-17,1 m/s
Hård vind: 10,8-13,8 m/s
Frisk vind: 8,0-10,7 m/s
Jævn vind: 5,5-7,9 m/s
Let vind: 3,4-5,4 m/s
Svag vind: 1,6-3,3 m/s
Næsten stille: 0,3-1,5 m/s
Stille: <0,3 m/s

Prognose af vejr lørdag middag.

Blæsten kulminerer lørdag

Lørdag byder på mange og kraftige byger til hele landet. Der er i hele landet risiko for stormstød, men de fleste vil optræde ved Vestkysten og på Bornholm. Ved Vestkysten vil der desuden være middelvind af hård kuling, måske endda stormende kuling, der er kategorien lige under storm.

Lørdagens kraftige byger vil antageligt give nye oversvømmelser. Bygerne kan lokalt være med hagl og torden. Da det er byger, er det svært at forudsige præcis, hvor problemerne vil opstå. De danske åer er i forvejen overfyldte, og når vandstanden stiger ved kyster og fjorde får regnvandet endnu sværere ved at løbe væk. Derfor kan man forvente nye steder, hvor åerne skaber oversvømmelser.

Prognose søndag middag.

Bedring i vejret søndag

Søndag byder også på blæst og byger, men i mindre omfang end lørdag. Alligevel vil vandstanden i Limfjorden kulminere søndag. Det skyldes, at der fortsat løber mere nordsøvand ind i Limfjorden, end der kan løbe ud.

Kolonihaveforeningen Åkanden Storå i Holstebro i februar 2020.

Forhøjet risiko for oversvømmelser ved Limfjorden

DMI har varslet forhøjet vandstand i Limfjorden fra lørdag aften til mandag morgen. Der varsles om vandstand mellem 1,3 og 1,6 meter. Det er vandstande, vi har set flere gange den seneste tid, og som igen giver lokale oversvømmelser. Problemerne kan potentielt blive større denne gang nær de åer, der løber ud i Limfjorden.