Vejr

Rekordvarme i Alperne - flere graders varme på bjergtoppene

Udsigt fra Rettenbachgletscheren i Østrig (Arkivfoto). Christof Stache / Scanpix Denmark

På et over 3000 meter højt bjerg i Østrig nåede temperaturen søndag aften over tre grader.

Danskere på skiferie i Østrig oplevede søndag helt usædvanlig varme, da temperaturen på selv de højeste bjergtoppe steg til over frysepunktet.

Det skete, da varm luft fra sydvest i forbindelse med stormen Dennis strømmede op over Europa.

Søndag aften var der ikke et eneste sted i Østrig, der havde frostvejr, og selv på de allerhøjeste alpetinder blev der målt varmegrader.

Ifølge den østrigske vejrtjeneste ZAMG blev der søndag aften slået varmerekord for februar på det 3106 meter høje Sonnblick, hvor temperaturen nåede 3,9 grader.

Ikke siden målingerne begyndte i 1886 har der været målt en højere temperatur på Sonnblick i februar.

Middeltemperaturen på toppen af Sonnblick er i februar -12,0 grader.

Også på det 1443 meter høje bjerg Schöckl i det sydøstlige Østrig blev der med 14,3 grader sat ny februarrekord.

Ved Rax 50 kilometer sydvest for Wien nåede temperaturen 1547 meters højde 16,1 grader. Også dette var ny varmerekord for februar.

Ikke kun Alperne ramt

Varmen ramte ikke kun Alperne. I store dele af Europa oplevede man for årstiden en usædvanligt varm søndag.

Det var den samme varme luft, der søndag aften blæste op over den sydøstlige del af Danmark og gav 14,7 grader på Bornholm, mens temperaturen i Tyskland flere steder nåede over 20 grader.

Varmest blev det i Müllheim i delstaten Baden-Württemberg i det sydvestlige Tyskland, hvor termometeret viste alt andet end vinterlige 21,5 grader.

Vejrkort for søndag aften: Varm luft blæste fra sydvest op over store dele af Europa.