Vejr

Weekenden drukner i regn - der kan falde over 50 millimeter

I løbet af de næste tre døgn kan vi få mere end en måneds regn visse steder.

Vinterferien slutter for mange, mens den for andre starter i løbet af den kommende weekend. Men uanset om ferien står for døren eller er ved at rinde ud, vil eventuelle udendørs sysler kræve, at man er godt pakket ind i vandtæt tøj.

Der venter nemlig en drivvåd weekend, hvor der visse steder - når vi kommer frem til mandag morgen - kan være faldet over 50 millimeter regn, hvor der kommer mest.

Nedbørsmængder frem til søndag morgen klokken 9. Allerede på dette tidspunkt kan der være faldet op til 25 millimeter i den nordvestlige del af Jylland.

Har man dog mulighed for at tilbringe noget af fredagen udendørs, er det en særdeles god idé. I hele landet er der mulighed for solskin, og så vil det holde tørt dagen igennem.

Fronter med regn står i kø

Natten til lørdag breder det første regnvejr sig ind over Danmark fra vest, og lørdag morgen vil regnen falde over store dele af Sjælland, mens det efterhånden bliver opholdsvejr i den vestlige del af landet.

Til gengæld kan man se frem til en relativt tør eftermiddag i den østlige del af landet, når regnen slipper sit tag, samtidigt med at det igen vil begynde at regne i den vestlige del af Jylland.

Totale nedbørsmængder frem til mandag formiddag klokken 9. Visse steder i Midtjylland viser den fælleseuropæiske vejrmodel, IFS, at der kan falde op til 55 millimeter, hvor der kommer mest.

Barsk søndagsvejr

Søndag skal et nyt og langt mere udbredt regnvejr brede sig op over Danmark fra sydvest. Det vil give anledning til udbredt regn, der visse steder kan blive ganske kraftig.

Samtidigt vil det blæse kraftigt op, hvor man flere steder vil kunne opleve vindstød af stormstyrke.

Kombinationen af silende regn og kraftig vind vil gøre søndagsvejret til en barsk oplevelse. Alene i løbet af søndagen vil der i den nordvestlige del af Jylland kunne falde op mod 20 millimeter regn.

Således kan der fra fredag aften og frem til mandag morgen visse steder i Syd-, Midt- og Nordjylland være faldet mellem 40 og 50 millimeter regn.

Det kan forværre nogle af de problemer, der allerede er opstået som følge af den store mængde regn - især i kombination med høj vandstand langs flere kyststrækninger.

Februar på vej til at blive meget vådere end normalt

Selvom vi kun er 14 dage inde i februar, har DMI registreret 48,4 millimeter nedbør siden 1. februar.

Allerede på nuværende tidspunkt er der faldet ti millimeter mere regn end de 38 millimeter, der normalt falder i februar, som er den mest tørre måned i Danmark.

Fronter med masser af regn vil hele weekenden 'slynge' sig op over Danmark fra sydvest. Derfor vil der hele tiden komme nye forsyninger med regn.

Med udsigten til mellem 15 og 25 millimeter regn på landsplan i løbet af weekenden er det sandsynligt, at vi mandag har fået over 70 millimeter siden 1. februar - og dermed næsten det dobbelte af normalt.

Den vådeste februar, der er målt i Danmark siden 1874, fik vi i 2002, hvor der faldt 109 millimeter.