Vejr

Stormen giver vindstød af orkanstyrke

Store bølger i Thorsminde 9. februar, hvor den første storm i februar i to år har ramt Danmark. Alex Bøge Semrau / Privatfoto

Nær Kolding er der målt vindstød på 36,4 meter per sekund.

Stormen, som har ramt Danmark søndag eftermiddag og aften, har givet anledning til særdeles kraftige vindstød. De har nu nået orkanstyrke.

Sådan benævnes vindstyrken

I Danmark benyttes vindbetegnelser i henhold til den internationale Beaufort-skala.

Orkan: >32,6 m/s
Stærk storm: 28,5-32,6 m/s
Storm: 24,5-28,4 m/s
Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s
Hård kuling: 17,2-20,7 m/s
Kuling: 13,9-17,1 m/s
Hård vind: 10,8-13,8 m/s
Frisk vind: 8,0-10,7 m/s
Jævn vind: 5,5-7,9 m/s
Let vind: 3,4-5,4 m/s
Svag vind: 1,6-3,3 m/s
Næsten stille: 0,3-1,5 m/s
Stille: <0,3 m/s

Det kraftigste vindstød er målt i Vamdrup nær Kolding, hvor DMI's vejrstation har registreret hele 36,4 meter per sekund. Vindstød af orkanstyrke starter ved 32,7 meter per sekund.

Kraftige vindstød i forbindelse med koldfront

Talrige steder i landet er der målt vindstød af storm og stærk storm - selv langt inde over land. De kraftigste vindstød optræder i forbindelse med den koldfront, som er i færd med at passere over Danmark fra vest. I selve koldfronten findes der byger, og de er effektive til at transportere vind fra større højde ned mod overfladen.

Det er netop det, vi mærker som vindstød ved jordoverfladen, når de kraftige vinde pludselig sætter ind.

Vindstød af storm-, stærk storm og orkan 9. februar 2020. I Vamdrup nær Kolding er der målt vindstød på 36,4 meter per sekund.

Fortsat risiko for meget kraftige vindstød

De kommende timer vil der fortsat kunne komme meget kraftige vindstød af storm og stærk storm især over den sydøstlige del af landet, mens vinden efterhånden vil aftage mod vest. Det kan ikke udelukkes, at enkelte vindstød fortsat kan nå orkanstyrke.

Tidligere på dagen måltes middelvind af stormstyrke ved Blåvandshuk, hvor vinden toppede med 25,1 meter per sekund. Det er den højeste middelvind målt i Danmark i februar siden 2018, mens vi 'blot' skal tilbage til 15. december for sidst at finde en højere middelvind.

Kraftigste vindstød i Danmark i to år - og i februar i ni år

Det kraftige vindstød af orkanstyrke ved Vamdrup er det højeste målt i Danmark siden stormen Ingolf 29. oktober 2017. Ser vi derimod kun på februar, så skal vi ni år tilbage, til 7. februar 2011, hvor vindstødene i forbindelse med en stærk storm, nåede 38,1 meter per sekund ved Røsnæs.