Vejr

Søndag sætter gang i barskt vinterferievejr

Søndagen byder på decideret uvejr med vindstød af orkanstyrke og kraftigt regnvejr.

Begyndelsen af februar har budt på fuglefløjt, blå himmel og mildt vejr. Men nu venter regn og blæst i vinterferieugen.

Prognose af regn fra søndag morgen klokken 6 til mandag morgen klokken 6.

Det starter noget så eftertrykkeligt allerede søndag. I Vestjylland ventes cirka 20 millimeter regn, mens man i Østjylland, på Nordfyn og i Nordsjælland kan "nøjes" med mellem 10 og 15 millimeter.

Prognose af vejret søndag formiddag. Vinden er tiltaget til stormende kuling ved Vadehavet.

Søndag formiddag ankommer regnvejret til Vestjylland, og vindstødene tiltager efterhånden til stormstyrke.

Varsling af vindstød søndag eftermiddag og aften.

Fra søndag eftermiddag er der varslet vindstød af orkanstyrke ved vestkysten og stormstyrke i resten af landet. Regnen og blæsten kulminerer søndag eftermiddag og aften.

Prognose af vejret søndag eftermiddag. Vindpilen med 25 m/s viser stormstyrke fra syd i Vesterhavet.
Prognose af vejret søndag aften. Vinden er drejet til sydvest i Vestjylland med stormende kuling i middelvind. Der ventes vindstød af orkanstyrke ved vestkysten og stormstød mange andre steder i landet.

I aftentimerne klarer det op vestfra, men vejret bliver langtfra stabilt. Natten til mandag byder på vekslende skydække med regnbyger mange steder i landet.

Uge 7 med regn og slud

I uge 7 strømmer fugtig og lidt køligere luft ind over Danmark fra vest. Vejret bliver blæsende, og til tider kommer der regn og byger, som stedvis kan være med slud eller tøsne. Der er dog ingen chance for, at sneen kan nydes. Det tillader temperaturerne ikke.

Femdøgnskema fra søndag 9. februar til 13. februar.

Med syv millimeter regn har februar foreløbigt budt på mindre end én millimeter regn per dag, og februar er da også den måned om året, hvor Danmark får mindst nedbør. Klimanormalen siger 38 millimeter, men det kan vi meget vel nå op over den næste uge. I Sydvestjylland ventes cirka 50 millimeter regn de næste otte dage.

Prognose af smeltet millimeter nedbør i uge 7.  Det meste nedbør vil falde som regn, men der kan også komme slud og måske tøsne.