Vejr

Ekstrem varmerekord i Moskva - varmeste januar i Rusland i 200 år

Usædvanligt varmt vejr i Moskva - her den 16. januar 2020. Sergei Savostyanov / TASS/Ritzau Scanpix

Nogle steder i Rusland var januar ti grader varmere end normalt.

Normalt er januar en iskold måned i Rusland med temperaturer langt under frysepunktet.

Den usædvanlige januarvarme, der også gav ny varmerekord til Danmark, har imidlertid betydet, at middeltemperaturen i store dele af Rusland for første gang har ligget over frysepunktet.

Både i Moskva og Sankt Petersborg er der blevet sat nye varmerekorder, der får den danske januarvarme til at blegne.

Fire graders varme i Moskva 16. januar 2020.

Ni grader varmere end normalt

I Moskva blev middeltemperaturen for januar således 0,1 grader. Det er første gang, der i den russiske hovedstad måles en middeltemperatur over frysepunktet.

Den tidligere varmerekord for januar fra 2007 lød på -1,6 grader.

Det er en helt usædvanlig varme, der i januar har ramt Moskva. Den normale middeltemperatur for perioden 1961 til 1990 er i januar -9,2 grader, og man har således normalt rigtigt vintervejr i årets første måned.

Temperaturmålingerne i Moskva går tilbage til 1822.

Sådan ser det normalt ud i Moskva i januar. Her under et kraftigt snevejr i januar 2019.

Varmerekorden kommer efter en årrække, hvor januar har været varmere end normalt.

I de seneste 30 år har middeltemperaturen for januar i Moskva hele 27 gange været højere end de -9,2 grader, der er det normale for den russiske hovedstad. Dermed mærker man i udpræget grad den generelt stigende temperatur, der også opleves på resten af Jorden .

Varmeste januar i 215 år

Også i Sankt Petersborg har man for første gang haft en middeltemperatur over frysepunktet, siden målingerne begyndte tilbage i 1805.

Her endte januar med en middeltemperatur på hele 1,5 grader. Det er 2,0 grader over rekorden fra 1925, der lød på -0,5 grader.

Den normale middeltemperatur i januar i Sankt Petersborg er -7,8 grader. Dermed blev januar 2020 hele 9,3 grader varmere end normalt.

Mere end 10 grader over det normale i Sibirien

Selvom det stadig vil synes isnende koldt, var det i dele af Sibirien flere steder mere end 10 grader varmere end normalt i januar.

I byen Kirensk i den centrale del af Sibirien blev januar 10,2 grader varmere end normalt.

Her blev januars middeltemperatur -16,6 grader. Normalt er man dog vant til endnu koldere vejr med en middeltemperatur på -27,2 grader.

Rusland var et af de varmeste steder i rekordvarm januar

Ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax blev rekorden for hele den europæiske del af Rusland slået med 1,6 grader, og man har i den del af Rusland oplevet en januar, der var ligeså varm, som man oplever det i slutningen af oktober.

Den varme russiske januar skyldtes, ligesom det var tilfældet i Danmark, vedvarende vestenvind, der hele måneden sendte lun luft fra Atlanterhavet og Vesteuropa langt ind over Rusland.

Rusland var i januar et af de steder på Jorden, hvor det var varmest - i forhold til det normale.

Temperatur i januar 2020 i forhold til det normale for perioden 1981-2010.

Ifølge data fra EU's klimatjeneste, Copernicus, fik vi med 0,77 grader over normalen for 1981-2010 den varmeste januar målt på Jorden.

I Europa blev det med hele 3,1 grader over det normale ligeledes den varmeste januar, der er registeret.

I Danmark fik vi med en middeltemperatur på 5,5 grader over normalen for 1961 til 1990 ligeledes den varmeste januar målt i mere end 140 år.