Vejr

Tilbage på Costa Kalundborg: Ærgerligt så meget kom til at passe

Nogle af de gamle medlemmer af Shu-Bi-Dua ser tilbage på det, der endte som Danmarks første klimasang.  

Selvom de fleste danskere kan synge med på Shu-Bi-Duas gamle hit om Costa Kalundborg, var det nok de færreste, der for 38 år siden troede på, at global opvarmning ville blive et problem inden for deres levetid.

Men det har ændret sig. Selvom der ikke er kommet hajer i Køge Bugt, har vi netop haft den varmeste januar målt nogensinde.

TV 2 Vejret har mødt to af de Shu-Di-Dua-medlemmer, der var med til at skabe Danmarks første klimasang.

Keyboardspiller Willy Pedersen og guitaristen Claus Asmussen er for en kort bemærkning tilbage i netop Kalundborg for at spille på byens lokalt legendariske Juvi Klub, hvor Kalundborgensere er kommet gennem generationer.

"Ærgerligt nok"

- Profetisk nok sidder vi her 38 år senere og tænker; ærgerligt nok, der er sgu temmelig meget af det, der passer, siger Willy Pedersen om det kendte nummer:

- Vi sidder her i syv grader, og jeg kan ikke kende Danmark mere om vinteren, fortsætter han.

Det var dog ikke CO2-forureningen, men freon og hullet i ozonlaget, der var fokus på i 1982. Men temaet var den globale opvarmning, og de følte allerede den gang, at der var blevet varmere.

- Jeg var vant til at stå på ski i Ulvedalene, men der var ikke længere andet end mudder om vinteren, og Willy kunne ikke længere stå på skøjter, siger Claus Asmussen.

Derfra kom sangen hurtigt til Shu’berne. De begyndte at fantasere om at sejle ud fra Kalundborg med palmerne svajende inde på en strand, hvor folk slænger sig i solstole under udslåede parasoller.

- Vi var klar over, at der skete et eller andet, men hvor meget og hvordan det ville ske, det kunne vi jo ikke vide. Så det var gætteri, men der blev gættet rimelig præcist, vil jeg sige, siger Claus Asmussen.

Hurtigt i kassen

Willy Pedersen fik hurtigt en melodi på plads, som han smed over til Michael Hardinger, og så manglede der kun nogle bevingede ord, hvor både Willy Pedersen og Claus Asmussen bød ind. Shu-Bi-Dua skrev og komponerede som altid numrene færdige i fællesskab.

- Det tog vel en halv times tid. Der er nogle ting, der skriver sig selv. Og teksten tog kun et kvarter. Vi var så heldige. Det ene ord tog simpelthen det andet, siger Willy Pedersen med et stort grin.

To shu-bi or not

Willy Pedersen kom ind i bandet som ung medicinstuderende. Siden har han passet både lægegerningen og musikerlivet. Nu i bandet Shu-bi or not Shu-bi, der også har en tredje af de gamle af de gamle medlemmer, Bosse Hall Christensen, med.

Og selvom de stadig spiller de gamle hits, kigger de også frem.

- Nu er vi frisk i gang med at skrive om havene. Og havenes forurening. Så forsøger vi at være lige så profetiske, som vi var for 38 år siden, siger Willy Pedersen.