Vejr

Glatte veje på årets hidtil koldeste morgen

Kolde morgener kan føre til flere trafikuheld - særligt når bilisterne ikke er vant til glatføre. Mathias Øgendal / TV 2

Med -5,7 grader har vi den næstkoldeste morgen denne vinter. Den er kun overgået af -5,8 grader 27. december.

Mange morgener denne vinter har budt på fuglefløjt, og så snart solen er stået op, har man kunnet se blomster springe ud. Denne morgen har både fugle og blomster været nødt til at passe mere på sig selv, da temperaturen i det meste af landet er kommet et godt stykke ned under frysepunktet.

Den laveste temperatur er målt i Billund, hvor den nåede ned på -5,7 grader klokken 7:20 onsdag morgen. Morgenens laveste temperatur kan ramme frem til cirka en time efter solopgang.

Observeret minimumtemperaturer frem til klokken 7:30 onsdag morgen. Kilde: DMI.

Risiko for glatte veje i hele landet

Morgenens lave temperaturer er kommet efter en tirsdag med regnbyger i hele landet. Når vejtemperaturen efterfølgende er faldet, er der naturligvis risiko for frysende våde vejbaner. Der er blevet saltet i hele landet på grund af risiko for rimglatte veje.

Vejdirektoratet advarer om risiko for glatte veje. Man bør derfor være ekstra opmærksom i trafikken - især fordi trafikanterne i år ikke er vant til glatføre. De første eller sjældne glatføresituationer giver ofte flere ulykker.

Kort med glatføresymboler og temperaturer i henholdsvis luften (hvid kasse) og i vejniveau (sort kasse).

Smuk formiddag og skyer vestfra i eftermiddag

Morgenen og formiddagen byder på flot vintervejr med meget sol, men senere på dagen vil der efterhånden komme skyer vestfra. Temperauren når op mellem fire og syv grader, og fra midt på eftermiddagen kan der komme byger i den nordlige halvdel af Jylland.

Senere kan der også optræde enkelte byger andre steder i landet.

Lav vintersol.