Vejr

Ekstrem januar er den varmeste målt siden 1874

Januar 2020 er den varmeste målt herhjemme siden 1874. Rekordvarmen får mange buske til at blomstre og springe ud. Viggo Hjort Kohberg / Privatfoto

Aldrig før i den meteorologiske historie i Danmark har en januar været så varm som i år.

Vi er blot én måned inde i det nye år, og allerede nu er der skrevet ny dansk vejrhistorie.

Januar, som om under et døgn rinder ud, er nu med usvigelig sikkerhed den varmeste af sin slags målt herhjemme.

Til og med klokken 6 fredag morgen er januars middeltemperatur for hele landet ekstreme 5,5 grader. Det er 0,5 grader over den tidligere varmeste januar fra 2007, som endte på præcis 5,0 grader.

Derudover er det 5,5 grader over januars normale gennemsnitstemperatur, som for perioden 1961-1990 (den gældende klimanormal) var 0,0 grader.

Flere nye rekorder

Det er ikke kun januars samlede gennemsnitstemperatur, der ender med en rekordhøj værdi.

Gennemsnittet af de højeste dagtemperaturer og gennemsnittet af de laveste nattemperatur har heller ikke før været så høje i januar.

Her går målingerne dog kun tilbage til 1953, men den periode inkluderer alligevel ni ud af de ti varmeste januarmåneder.

Flere steder i landet har der ikke været nattefrost

Bag den rekordhøje middeltemperatur gemmer der sig også en udtalt mangel på kolde nætter.

Den laveste temperatur overhovedet målt i løbet af januar i år er kun -4,2 grader. Det er den femtehøjeste minimumtemperatur, og det er 12 grader højere end den normale minimumtemperatur i januar, som er -16,2 grader.

Derudover er der flere steder i Danmark, hvor der end ikke har været én enkelt nat med frost i løbet af månedens 31 døgn. Det drejer sig om hele 18 af DMI's vejrstationer, som ikke har registreret frost.

Den højeste minimumtemperatur i hele Danmark finder vi i Blåvandshuk, hvor der ikke er målt temperatur under 4,0 grader i løbet af januar.

Ved de to historiske vejrstationer Tranebjerg på Samsø og Hammerodde på Bornholm har man målt temperaturer hver dag siden november 1872 - og aldrig før har man registreret så høje minimumtemperaturer i januar.

Ved Tranebjerg er den laveste temperatur denne januar 0,8 grader, mens den er 2,5 grader ved Hammerodde. Begge steder er det ny rekord.

Ved disse 18 af DMI's vejrstationer er der ikke registreret frost i januar. Ved Tranebjerg på Samsø og ved Hammerodde på Bornholm er det de højeste minimumtemperaturer målt i januar siden 1873.

Tredje januar uden snedække og fjerde januar uden isdøgn

Kigger vi på andre af vinterens sikre kendetegn, udviser den nye januar også en eklatant mangel på sne.

Januar 2020 er den første i 28 år helt uden registreret snedække - og den tredje overhovedet. Selv når man tager de forrige måneder i betragtning, oplever vi den mest snefattige periode i 28 år.

Derudover har januar ikke budt på bare et enkelt isdøgn, hvor temperaturen døgnet rundt holder sig under frysepunktet.

Det er blot fjerde gang, det sker, siden 1938.

Middeltemperaturen på 5,5 grader er beregnet frem til klokken 6 fredag morgen. Da januars endelige temperatur først kan gøres op efter midnat, natten til lørdag, kan middeltemperaturen ende på 5,4 grader. Det vil dog fortsat være en unik varmerekord.