Vejr

Malaga ramt af uvejr med enorme mængder hagl

Store mængder hagl lå i Malagas gader efter voldsomt uvejr den 23. januar 2020.  Alvaro Cabera / Ritzau Scanpix

Resterne af stormen Gloria ramte torsdag den spanske solkyst med hagl, regn og torden til følge.

Det var et noget usædvanligt syn, indbyggere og turister stod op til i Malaga, efter et voldsomt uvejr med store mængder hagl torsdag morgen havde ramt den spanske solkyst.

Et flere centimeter tykt lag hagl lå i byens gader, som fik trafikken i Malagas centrum til at gå i stå i den ikke så vintervante spanske by.

Det voldsomme uvejr, der ramte langs den spanske solkyst, kom i forbindelse med resterne af stormen Gloria.

Stormen har i ugens løb givet det østlige Spanien og Mallorca enorme mængder regn, vindstød af orkanstyrke og rekordhøje bølger.

Hagl i Malagas gader efter uvejr den 23. januar 2020.

To timer med uafbrudt skybrud

Torsdag morgen blev der dannet en kraftig tordenbyge, der i flere timer lå hen over området omkring Malaga, hvor der udover hagl også faldt enorme mængder regn.

Mest regn faldt der i Coín lige nord for de - af mange danskere - kendte feriebyer Torremolinos og Benalmádena.

Under den flere timer lange tordenbyge faldt der hele 134,5 millimeter regn. Heraf faldt de 85,5 millimeter på to timer, og da uvejret torsdag formiddag var kraftigst, faldt der på en time 44,1 millimeter.

Det er nedbørsmængder, der svarer til uafbrudt skybrud to timer i træk. Det betegnes som skybrud, når der falder 15 millimeter eller mere på en halv time.

Hagl i Malagas gader den 23. januar 2020.

Fly kunne ikke lande i Malaga

Det voldsomme uvejr betød, at flere fly på vej til Malaga torsdag formiddag blev omdirigeret til nærliggende lufthavne.

To fly landede i stedet i Sevilla, mens fire fly måtte lande i Granada.

De spanske vejrtjeneste AEMET varsler fredag fortsat risiko for kraftige tordenbyger langs den spanske solkyst.

Ifølge varslet kan tordenbygerne give over 20 millimeter regn.