Vejr

Voldsomme mængder regn på vej mod Sydspanien

Oversvømmelser efter kraftig regn nær Malaga i oktober 2018. Arkivfoto. Jorge Guerrero / Scanpix Denmark

Den spanske solkyst kan de næste dage få over 100 millimeter regn.

Siden søndag har stormen Gloria hærget Østspanien. Først gik det ud over Alicante, Valencia og Mallorca, som alle er store turistområder.

Tirsdag og onsdag havde stormen fat i Barcelona og Costa Brava, som også besøges af mange danskere hvert år.

Stormen er siden stilnet af, men nu er et nyt uvejr på vej mod Sydspanien.

En ødelagt bro ved Margrat de Mar nær Girona, Nordspanien.

Nyt uvejr ankommer fra Atlanterhavet

Et nyt lavtryk fra Atlanterhavet vil de næste dage kaste masser af regn over Sydspanien.

Det ser ud til at gå hårdt ud over den spanske solkyst, Costa del Sol. De seneste prognoser har omkring 100 millimeter regn til Marbella og Fuengirola, som hvert år besøges af mange tusinde danske turister.

Prognose af samlet mængde nedbør frem til søndag aften.

I de høje bjerge, og navnlig i Sierra Nevada, vil nedbøren falde som sne. 100 millimeter regn på kort tid betyder, at der er stor risiko for oversvømmelser.

I Danmark falder der i gennemsnit 712 millimeter nedbør om året. Heldigvis kommer vi ikke til at se oversvømmelser i det omfang, som Gloria har ført til.

Oversvømmelser onsdag i Saint Paul de Fenouillet, i Sydøstfrankrig.

Gloria stadig på spil i Frankrig

Stormen Gloria er svækket, men vil stadig give store mængder regn og sne i Sydfrankrig, akkurat som den gjorde onsdag.

Bjergene et stykke fra kysten er mellem 500 meter og 1 kilometer høje.

Her vil nedbøren falde som sne.

Prognose af samlet nedbør i Sydfrankrig frem til fredag aften.