Vores jord

Østafrika plages af store græshoppesværme

Piger fra den kenyanske Samburu-stamme omringet af hærgende græshopper.  Tony Karumba / Ritzau Scanpix

Østafrika står over for en potentiel fødevarekrise, advarer FN.

FN’s fødevare- og landbrugsorganisation FAO advarer nu om en potentiel fødevarekrise i Østafrika, hvor store græshoppesværme plager Etiopien, Kenya og Somalia.

Græshopperne trives på grund af usædvanlig kraftig og vedvarende regn i regionen. Regnvejret har stået på siden oktober. Indtil da var mange af områderne plaget af manglende nedbør.

- Mange af Østafrikas samfund var i forvejen påvirkede af en udbredt tørke, som har påvirket mulighederne for at dyrke mad og opretholde tilværelsen, lyder det fra FAO’s generalsekretær, Qu Dongyu.

Ifølge FAO er der tale om hidtil uset store sværme og dermed også en hidtil uset potentiel ødelæggelse.

Sværmene trænger ind i Kenya fra Etiopien og Somalia, og de bevæger sig hurtigt ind mod den centrale del af landet. I Etiopien truer de særligt Rift Valley, der er landets vigtigste landbrugsområde.

Bare 300 kilometer fra Kenyas hovedstad Nairobi er luften fyldt med små gule dyr.

I Kenya beskrives det som den værste græshoppeplage i 70 år, mens det er den værste i 25 år for Somalia og Etiopien. Det sydlige Sudan og Uganda er truet, men endnu ikke påvirket af de store sværme.

- Det har udviklet sig til en situation af internationale dimensioner, og det truer hele områdets fødevaresikkerhed, lyder det fra Qu Dongyu.

Han fortæller, at FAO har iværksat nogle hurtige tiltag for at støtte landenes regeringer i kampen mod græshopperne. Han understreger videre, at der er brug for international økonomiske støtte til landene.

En sværm spiser afgrøder svarende til 2500 menneskers mad.

Ifølge FAO er der brug for en storstilet indsats fra luften, som landene langt fra selv vil kunne løfte. Den nuværende indsats skal hurtigt skaleres voldsomt op, hvis det skal lykkes at afværge krisen.

Derudover er der behov for at få genoprettet ødelagte områder, så folk kan vende tilbage til deres normale levebrød, når græshoppeplagen er ovre.

Græshopperne kan formere sig lynhurtigt. Billedet her er taget tirsdag i Kenya.

Græshopperne kan under ideelle forhold formere sig eksponentielt, og allerede til sommer kan der være 500 gange så mange som nu, hvis ikke der sættes ind for at bekæmpe udviklingen.

En græshoppesværm kan bestå af flere hundrede millioner insekter, der hver æder sin egen vægt – omkring to gram - dagligt.

Sværmene kan bevæge sig 150 kilometer om dagen med altødelæggende konsekvenser for landbrugsområderne på deres vej. En typisk sværm fortærer hver dag afgrøder svarende til 2500 menneskers mad.

Sværmene kan ødelægge store landbrugsområder på meget kort tid.